Efterkrigstidens Arbejdsmiljø

I 1947 begyndte man på ad frivillighedens vej at sikre en forbedring af arbejdsmiljøet. Et udvalg nedsættes, det består af direktør Boeck-Hansen fra Arbejdsgiverforeningen, bogbinder Elof fra arbejdslederne, fabriksinspektør Struk fra Arbejs- og Fabrikstilsynet, sekretær Kai Lindberg fra De Samvirkende Fagforbund, og Ejner Boch fra ASF. I den forbindelse begyndte man for alvor at sætte fokus på arbejdsbetinget sygdomme.

Med Arbejds- og Fabrikstilsynet har Arbejdernes Samarit Forening et tæt samarbejde. ASF er med i en række udvalg, som behandler spørgsmål af interesse for samaritterne som katastrofe- og forbindingskasser til arbejdspladserne. At der har været behov for forbedringer på området bevidner følgende artikel af fabrikssamarit Harald Madsen. Artiklen er fra et sted mellem slutningen af 40’erne og starten af 50’erne. Harald Madsen var fabrikssamarit på fabrikken Atlas på Node Fasanvej i København, der havde en arbejdsstyrke på 3-400 mand. Harald skriver:

– Man kan sige, at der i de 20 år på Atlas er foregået en lille revolution på det samarittermæssige område. I begyndelsen måtte man både slide og slås for at få gennemført bare små ting, og det var afgjort ikke blot med arbejdsgiverne, man måtte tage en dyst, men også med egne kammerater. Hverken arbejdsgiver eller mange af arbejderne forstod den betydning, det ville have at få gennemført en god sikkerhedstjeneste og få indrettet en ordentlig skadestue. Nu er forholdet helt vendt om. Nu er der interesse og forståelse fra begge sider.

For 20 år siden var der på fabrikken kun den lovbefalede forbindingskasse intet andet. Det må siges, at denne forbindingskasse som oftest var i vild uorden og placeret et sted – hos værkføreren – hvor den ikke var let tilgængelig. Nu har vi en moderne skadestue, og at der skal være en sådan er gået alle i blodet i den grad, at på en ny fabrik, Atlas har bygget i Lundtofte for nogen tid siden, er indrettet en skadestue, der er tiptop.

Det blev på den fabrik, hvor jeg arbejder, en bestemt ulykke der gav det endelig stød til, at vi fik en skadestue. Der havde været talt og talt og forhandlet og forhandlet. Arbejdsgiverne sagde nej. Mange af arbejderne regnede hele spørgsmålet for enten helt ved siden af eller overdrevet. Så skete ovennævnte ulykke. Pladsen var lille. En arbejder, der kørte med løbekran, kom i klemme mellem denne og rørmaterialet. Resultatet blev en sprængt milt og ribbensbrud. Vi måtte behandle ham på den åbne plads i en halv snes graders kulde. Der lå han en snes minutter og ventede til ambulancen kom.

Forholdene var på alle måder primitive. Hvis en snedker f.eks. fik snitsår i fingeren, fik man fat i en gammel klud, dyppede den i limpotten og bandt så fingeren ind.

Men forholdene er altså blevet bedre i årenes løb.

På skadestuen behandler vi nu ca. 1000 skader om året. Fra støberiet kommer der en del forbrændinger. Fra snedkeriet er det som oftest rifter, snitsår eller dele af fingre, der er snittet af. Båndsaven, fræseren og afretteren kan være farlige, hvis der ikke passes på. Mange bliver dus med maskinen og årvågenheden slappes.

Transportulykker er der ikke så få af f.eks., når der arbejdes med svært gods. Stålwirer og tovstropper kan blive defekte og slidte, og det er her ikke sjældent arbejdernes egen skyld. Hvis en wire eller strop f.eks. er beregnet på at kunne tage 2 tons, kan det ske, at man lader den tage det dobbelte.

Men udover hvad der direkte klares af uheld og ulykker på skadestuen, er arbejdersamaritten i dag blevet som en lille sundhedsrådgiver for arbejderne, også hvis der sker noget med familien derhjemme. Samaritten føler sig som en lille læge, der ordner og ordinerer, men jeg tror nu ikke, der er mange, der falder for den fristelse. Det understreges da også altid på vore kurser, at dette ikke må ske.

Det at have en skadestue har også en anden betydning end det, at samaritten kan give den foreløbige hjælp her, eller klare småskader. Det at f.eks. en såret kommer bort fra selve arbejdspladsen og fra kammeraternes bemærkninger er af stor betydning. Bemærkningerne er jo ikke ondt ment, men kan godt være tankeløse. Jeg husker engang, hvor en snedker havde fået snittet sin fingrer af i båndsaven, og han blev behandlet på selve arbejdspladsen. En af hans arbejdskammerater kom med den afsnittede finger og sagde: ”Skal du ikke have den med.” Den sårede havde egentlig taget ulykken meget roligt, men da han så den afsnittede finger, rystede han og blev ligbleg.

Mon ikke det er således nu, at de fleste steder er debatten om skadestuer afsluttet. Man har set den betydning den og samaritterne har både rent menneskeligt ved den hjælp, der kan ydes, men også rent produktionsmæssigt. Man indvinder mange arbejdstimer ved at hjælpe og hjælpe hurtigt.”

Men hvordan forløb dagen i en samaritterskadestue, det fortæller Johs. Lornetsen om i en artikel i Vi samaritter fra 1962.

”De små drillerier, jeg daglig må høre: – ”Sådan sku’ man ha’ det – sidder og hygger sig i varmen – kunne spise hele dagen” – ja dem kender jeg, men nu vil jeg lige ha’ lov til at fortælle, hvordan min dag forløber, og så kan I jo misunde mig endnu engang, at jeg har været så heldig at få min fritidsinteresse som erhverv.

Hvor er det godt, at man er morgenmand, når vækkeuret kl. 5.30 Kimer. Som regel er jeg halvvågen og ligger næsten på lur, så det bliver kun et meget lille klemt fra klokken, der sætter trumf på – ud af fjerene med dig. Så op, ind at sige godmorgen til Rolf, det gamle liv, han er jo snart 11 år, og for en schæfer er det en høj alder. Alligevel loger han omtrent med hele kroppen og ryster pelsen til rette. Han ved, at nu skal han på gaden, og på få minutter har jeg fået nattøjet af – et par bukser og slippers på og er på vej ned af trappen med ham i hælene. Aldrig så snart døren åbner,før han er ude at inspicere sit kongerige. Jeg selv kigger betænkelig på vejret. Hvor er det koldt, og hvor meget mon det fryser? Så op at sætte vand på til lidt morgendrik, og derpå hovedet under vandposten, så søvn og anden dovenskab kan blive grundigt fjernet og den ny dag få sin rette start. Resten af tøjet på, smurt et par amagermadder og så med teen ind foran radioen, der kl. 6 bringer sin første gang ulykkesbuletiner fra hele jordkloden. Krig – overfald – oversvømmelser. Krusse her og  Kennedy der – rummænd op, rummænd ned – færdselsulykker – efterlysninger – frost og kulde – og endelig tidssignalet. Det vil sige, lukke radioen i, lukke hunden ind, madpakken i tasken og så af sted. I guder, hvor er det dejligt at have en vogn i sådan et vejr. Afsted går det udenom de stakkels asende cyklister, og så triller man ind på Holmen og dykker ned i sin kælder. Den solide hængelås af den endnu mere solide jerndør, som det ligefrem kræver kræfter at lukke tilbage, så famler man sig frem til målerskabet, kniven i, og med et er det hele strålende oplyst. 12 lysstofrør i hver af lokalerne giver klar dag på trods af de små vinduer i den tykke betonmur.

På få minutter er overtøjet skiftet med kitlen, de mest almindelige redskaber taget frem, så nu kan dagen begynde.

Der var glat på vejen herud, så jeg havde nok ventet det første morgenbesøg af væltede cyklister og navnlig knallertister. Vinteren er jo de tohjulede strenge tid. Og ganske rigtigt, her kommer en med hudafskrabninger på knæ og begge hænder. I første omgang så det værre ud, men det var da kun blod fra vanterne, han havde smurt i ansigtet, så det lod sig vaske af. Godt plastret til kan han begynde sin dag. Lidt efter kommer de første cyklister, der på vejen herud kommer langs havnen, hvor skorstenenes sod daler ned. Sådan 6- 8 stykker hver dag er normen i klart vejr. Er det fugtigt eller regner det, kommer vi let op på det dobbelte antal.

En ordentlig tandbyld dukker op, et par piller og et par trøstens ord følger ham på vej. Så hyler sirenen, dagen er i gang.

7.00: Dagen begynder.

7.10: kommer en af lærlingene, der har klemt fingrene i en værktøjsskuffe. Tilsyneladende er han sluppet med skrækken. En blå negl på den ene og blodudtrækning på hver af de andre fingre, men brud er der ingen af.

7.15: En smed med pladesplint i tommelfingeren.

7.20: En skomager med snitsår i håndfladen. Merbromin, en flue og så en steril forbinding gør ham klar igen.

7.30: En lokalemand, der har skåret 2., 3. og 4. finger på et tankeløst henkastet barberblad.

7.40: Slibestøv i øjet.

7.45: Blå negle på 3. og 4. tå efter kærtegn fra en tabt hammer.

7.50 Klemmelus på venstre tommelfinger fra et slag ved siden af.

8.05: Rust og gamle malingsskaller blæst ind i øjnene med trykluft. En grim, men ikke særlig sjælden affære. Der skal jo blæses rent, når gammel maling og rust er skrabet af, men rammer trykluftstrålen fremspring og kanter, slår den 7 atmosfære tilbage, så alt hvirvler om hovedet på manden med slangen. Da hjælper hverken briller eller skærme helt, enkelte – ja ofte mange – små partikler skal nok finde vej bagom og ind i øjnene.

8.10: To mænd med ørevoks. De dryppes med glyserin og skal så komme igen til frokost, hvor det hele er blevet blødgjort og derfor skylles ganske let ud. Den megen larm har sikkert sin andel i de mange ophobninger af snavs i ørerne.

Ja, det var altså den første times tid, og var det blot en afskrift af journalen, ville dette snart blive alt for langt og ensformigt. I stedet vil jeg meget hellere fortælle om den glæde, det er, at det er forholdsvis små skader, vi har herude. Der er heldigvis meget langt mellem de ulykker, der giver varig invaliditet. For den det rammer, er det dog alvorligt nok, når en tilskadekomst medfører sygeleje, for det betyder jo en nedgang i indtægten, så selv få dage kan blive et alvorligt økonomisk problem.

Vil man prøve at finde ind til ulykkernes årsag, springer det i øjnene, at det navnlig er smuttende værktøj på vanskelige tilgængelige arbejdssteder, der medfører de mest forskellige skader. Dels slår man hovederne mod spanter – flanger – ventiler, eller hvad der nu ellers sidder så tæt sammen, at man egentlig snarere burde forbavses over, at der ikke sker langt flere uheld. Dels er det fingrene og hænderne, det går ud over. Derefter kommer læsioner af albuerne. Det er ofte særligt lumskt, fordi der tit sker en knusning af slimkirtler med senere opsvulmning i de karakteristiske  gummiagtige knuder, der som regel koster lang tids sygeleje.

Endelig sker det, at man falder ned, eller blot jager et ben ned mellem rør og fundamenter. Heldigvis er det ofte hudafskrabninger, men det gør jo nederdrægtigt ondt med sådan én, hvad enten det så er langs helse skinnebenets forkant, der er skrabet, eller det er på benets yderside, så ankelen og knæet har fået både sårene og som regel også dybtliggende blodudtrækninger, der i lang tid kan genere bevægelser og give smerte, når man alligevel prøver på at kravle ind på de snævre arbejdssteder.

Ja, der var meget mere, jeg gerne ville fortælle om, men alt må have en ende, og det må denne lille historie også.

Det er dog umuligt at slutte uden at omtale den glæde, det er, hver eneste dag at kunne gøre lidt for dem det er gået ud over, at se den tillid, der næres til samaritten, at se det lille smil, der kommer, når man kan fortælle at vel gør det ondt, men det går over igen. Det er mere end løn nok. Og hvor mange får mon en så direkte fornemmelse af den pris, der sættes på ens arbejde?

Skrevet af Carl-August Paulsen

Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.