Frivilligt arbejde hos Where Rainbows Meet

Jeg har haft mange forskellige oplevelser i forbindelse med mit frivillige arbejde hos Where Rainbows Meet. Chokerende, rørende og ikke mindst hjerteskærende oplevelser. Jeg vil i min beretning om mine 2 måneder hos Where rainbows Meet dykke ned i den afdeling af organisationen, hvor jeg lod et lille stykke af mit hjerte blive, nemlig den børnehave, jeg brugte mest af min tid hos.

Børnehaven bestod af ca. 40 børn i en alder af 2 til 8 år samlet i en lille bungalow blandt organisationens øvrige containere. Her havde to lokale drenge på 17 og 23 år ansvaret for børnene fra kl. 9 til 13 alle hverdage og så var der mig… Godt nok havde jeg arbejdet som pædagogmedhjælper i et år forinden, men min erfaring derfra var til ingen verdens nytte her. Jeg kunne gøre alt for at komme med ideer til stimulerende lege eller gode bogstavrim, så de kunne lære alfabetet, men mest af alt behøvede de kærlighed! Kærlighed fra mennesker, der havde kærlighed at give, når deres forældre ikke kunne.

I Sydafrika er det normalt at betale for en institutionsplads ligesom herhjemme, men i Where Rainbows Meet kan forældrene indskrive deres børn og afregne betalingen ved at deltage i ”forældrekurser” i stedet for penge. De forældre i Where Rainbows Meet, som jeg havde fornøjelsen af at møde, havde i den grad nytte af at deltage i disse kurser. Mange gange kom de ikke selv for at hente deres unger om eftermiddagen, fordi de enten var for berusede eller var høje på stoffer. Der kunne gå uger før mange af børnene fik et bad derhjemme, og nogle gange skulle vi ringe efter forældrene kl. 17, når vi lukkede, og børnene stadig ikke var hentet. Derudover var deres tøj langt fra rent, og mange led under vold i hjemmet.

Jeg kan huske, hvor varm jeg blev indeni, når børnene grinede og var søde ved hinanden, eller når de alle 40 stod og holdt hinanden i hænderne til en af de mange sanglege, som de elskede! Jeg kunne forstå på de andre frivillige og samtidig fornemme det på børnenes opførsel, at forældrene ikke brugte uendelig meget tid på at opdrage dem, og derfor var det så rørende at se, når børnene havde forståelse og var kærlige overfor hinanden.

Jeg brugte dagene i børnehaven på at lave kreative ting, læse højt, synge og danse. De skulle ”gøres skoleklare”, men med de få midler vi havde til rådighed, var det svært. Vi havde bamser, maling, bøger og masser af pap, papir og sakse. Men meget af det var slidt, og med tre voksne til 40 børn, var der også meget, vi ikke kunne bruge og fordybe os i. Det var svært at tage 5-6 børn fra til et projekt, når alle andre børn rendte rundt og var interesseret i at være med. Samtidig var det heller ikke forsvarligt at lade to unge drenge være alene med 40 børn. Der var mange ting, jeg gerne ville, men der var samtidig meget, der satte begrænsninger. Derfor var det vigtigste for mig at give de lokale frivillige nogle gode ideer til at udvikle børnene, men mest af alt at give børnene krammere og kærlighed, så de kunne føle sig elsket. Det har alle brug for.

Af Julie Rask Hansen

Arbejdede hos WRM i juni og juli 2011