Krigsfangerne på Arbejderanstalten

Efter majfestlighederne kunne ASF, som alle andre atter vende tilbage til et mere normalt arbejde i et frit Danmark. Dog blev tiden umiddelbart efter krigen temmelig hektisk. I forbindelse med 50 års jubilæet for Danmarks befrielse i 1995 fortalte forhenværende formand Ricard Hviid i en artikel til afdelingens blad om de hektiske dage fra 5. maj til 15. maj 1945, da arbejdersamaritterne passede krigsfanger.

I efteråret 1944, da jeg var 20 år, gennemgik jeg et samariterkursus hos Arbejdersamaritterne Århus afdeling. Vi dannede grupper, som skulle hjælpe byens borgere, når der indtraf ulykker eller katastrofer.

I min gruppe blev vi indkaldt ved, at der først blev ringet til mig, så kørte jeg på cykel til de nærmeste boende, der så kørte videre i stafetorden, hvorefter vi mødtes det aftalte sted.

Min far inspektør Hviid, Arbejdsanstalten i Vester Alle fik den 5. maj besked fra rådhuset om at modtage ca. 100 af tyskernes efterladte krigsfanger fra Vester Alle Kaserne.

Arbejdsanstaltens opsynsmænd gik hurtigt i gang med at samle, ja. Nærmest stuve de indlagte sammen på så få stuer som muligt og klargøre ethvert tænkeligt rum til at modtage krigsfanger. Enkelte af landevejens farende svende valgte at pakke ranselen, fordi vejret var så godt. På grund af min deltagelse i Arbejdersamaritternes gruppearbejde, som jeg havde fortalt mine forældre om ringede min far til Arbejdersamaritternes formand Tage Poulsen og spurgte om de kunne hjælpe med at passe krigsfangerne, og Tage Poulsen sagde straks ja. Opsynsmændene og vaskemester Nees samlede undertøj og tæpper sammen og klargjorde til krigsfangernes ankomst. Næste morgen stillede ca. 25 mandlige og kvindelig Arbejdersamaritter for at hjælpe. I løbet af dagen ankom ca. 1000 krigsfanger af alle nationaliteter til Arbejdsanstalten, hvor de blev afklædt, vasket og afluset. Deres tøj måtte i autoklave for at dræbe utøjet, og vi fangede en lus på 1 ½ cm. Og kom den i et reagensglas for at give den til læge Gerdes, den vakte enorm opsigt. Fangerne fik så rent undertøj på og et varmt tæppe omkring sig, til deres tøj var brugbart. Imens havde økonoma frk. Sehested travlt i køkkenet med at lave mad, også her måtte ASF’erne hjælpe.

I løbet af de næste 14 dage gik der ca. 1000 krigsfanger gennem Arbejdsanstalten, de blev efterhånden fordelt og indkvarteret på bl.a. Paradisgades skole og Fuglesølejren på Mols. Et hvert tænkeligt rum på Arbejdsanstalten blev benyttet bl.a. lokaler som soldaterne fra Vester Alles kaserne tidligere havde benyttet. Jeg boede på det tidspunkt hjemme og havde mit værelse på loftet ud mod Vester Alle, og også jeg måtte have en russisk officer liggende på mit værelse.

Bespisningen på Arbejdsanstalten foregik ved, at først spiste beboerne i spisesalen, og bagefter spiste fangerne i hold, flere gange fandt fangerne kammerater blandt nyankomne i hjerteligt gensyn.

Min mor og tante Lilly måtte også hjælpe med at smøre mad, det foregik i vores private køkken. Til at begynde med fik fangerne let kost, men efterhånden som de blev raske, blev de også kritiske med maden, de var trods alt fra mange nationer – russer, polakker, franskmænd, italienere og mange flere.

Under krigen havde mine forældre huset en tjekkisk flugtning, og af ham havde jeg forbedret mit tysk efter naturmetoden, vi sad tit og hyggede os, jeg mindes ham med glæde. Mine tyskkundskaber kom nu til rig udfoldelse, for der var rigeligt brug for de som kunne hjælpe med at tolke ved tvivlsspørgsmål.

Nætterne kunne godt være svære for fangerne, de havde ofte mareridt, og opsynsmændene og ASF’erne måtte så berolige dem, det kræve stræk psyke af hjælperne. Der var også mange kvinder blandt fangerne. Blandt andet husker jeg især to søstre, som fortalte, at tyskerne havde hentet dem og tvunget dem til at spadserer med til skue for andre, for derefter at voldtage dem. De to søster havde haft en tredje søster, som da hun gjorde modstand mod voldtægten var blevet skudt af tyskerne. På grund af de to søsters angst, fik de lov at bo i et af vore private gæsteværelser.

Mange af fangerne var højt uddannede, og de diskuterede ofte nationerne imellem, og det resulterede i, at de lavede en vægavis på forskellige sprog, men især på russisk.

Vel var Danmark befriet og tyskerne sat ud af spillet, men nogle russiske fanger fortalte flere dage efter deres ankomst til Arbejdsanstalten, at der endnu var fanger på Langelandsgades kaserne, og for at få dem ud kontaktede min far en professor i slavisk sprog ved Århus Universitet. Professoren talte med de frigivende fanger på Arbejdsanstalten, hvorefter han og jeg gik til Langegades kaserne og talte med den tyske vagthavende. Efter en del diskussion fik vi lov til at tale med de russiske fanger, og efter flere timers forhandling kunne vi tilkalde andre arbejdersamaritter og tage 200 russiske fanger med os til arbejdsanstalten. De russiske fanger fulgte trygt og roligt med os til Arbejdsanstalten og blev glædeligt modtaget af deres landsmænd på Arbejdsanstalten.

På et tidspunkt blev der blandt fangerne udvalgt 1-2 repræsentanter for hver nation, og min mor og far inviterede disse repræsentanter til møde i vores spisestue sammen med senere statsminister Hans Hedtoft, senere medlem af Folketinget maskinmester Waldemar Laursen og kontorbestyrer Hans Madsen, Arbejdsanvisningen.

Fangernes repræsentanter var naturligvis meget interesserede i hvorledes den sidste del af krigen var forløbet, og hvordan deres lands situation så ud. De Var både lykkelige for at have overlevet og ængstelige for at komme hjem, de tænkte både på familien, og hvordan de selv ville blive modtaget, dels politisk, dels arbejdsmæssigt.

Der blev knyttet mange venskaber blandt fangerne, personalet på Arbejdsanstalten og ASF’erne, men kontakterne løb efterhånden ud i sandet. Russerne kom der aldrig tilbagemeldinger fra, men enkelte andre holdt vi kontakt med et par år efter.

En dag i 1949 ringede det på vores dør, og da mor lukkede op, stod to af de italienske fanger fra maj 1945 udenfor med 20 langstilkede roser. De var på ferie i Danmark og rundt for at se, hvordan der så ud efter befrielsen. De boede hos os i flere dage.

På et senere tidspunkt modtog mine forældre en lille pakke gennem toldvæsnet. I pakken var nogle tvivlsomvundne mandler med et lille kort om, at den ene italiener skulle giftes. Senere har min hustru og jeg oplevet den samme skik ved bryllup på Sicilien.

Arbejdersamaritterne var gæster på Århus Stadion, da krigsfangerne lige før hjemsendelsen optrådte med en folkloreaften som tak til Århus bys borgere.

Her i 50 året for befrielsen vil jeg gerne sende en hilsen til alle som hjalp på Arbejdsanstalten i maj 1945.

Hjertelig tak for kammeratskab og fællesskab i den store opgave – til alle jer, der endnu er levende – og æret være de dødes minde.