Studietur til Rusland

20. oktober 2005

Med ASF Dansk Folkehjælp på studietur til Rusland.

Turen startede for os søndag d. 10. oktober kl. 00.45, hvor vores søn kørte os til Hovedbanegården i Århus. Herfra skulle vi med toget kl. 02.00 til lufthavnen i Kastrup, hvortil vi ankom kl. 05.56. Her fandt vi Café Karen Blixen, hvor vi fik den dyreste morgenkaffe vi nok nogensinde har fået, men sådan er lufthavnspriser jo. Her skulle vi også mødes med Gitte fra hovedkontoret og de øvrige deltagere. Vi kendte ingen af de øvrige deltagere, og for resten heller ikke Gitte, så det var jo lidt spændende, om vi nu kunne finde dem, og om vi svingede sammen med de øvrige deltagerere. Nå det gik fint, gruppen blev samlet og fik udleveret pas med Visum, som forbundet havde modtaget om fredagen, og vores flybilletter, så alle 9 deltagere blev rettidigt tjekket ind før kl. 8.20. Så var der kun at vente til flyet skulle afgå kl. 9.50. Flyet afgik og landede til tiden, så kl. 14.35 russisk tid (12.35 i Danmark) landede vi i lufthavnen i Moskva. Vi kom uden problemer gennem paskontrollen og fik udleveret vores bagage, så vi kunne bevæge os mod udgangen og møde vores guide og tolk Irina. Allerede her i lufthavnen fik vi det første indtryk af, at vores rundfart i Rusland kunne blive meget spændende. Meget spændende så trafiksituationen i hvert fald ud uden for lufthavnen. Der var mange biler, rigtig mange, og de kørte ud og ind imellem hinanden, og det så ikke ud som om der var noget system overhovedet i, hvor disse holdt og læssede passagerer af, eller tog dem på. P.g.a. dette virvar var bussen vi skulle køre med kørt ud, og skulle så komme ind igen og hente os. Godt man ikke er buschauffør derovre. Nå vi kom alle ombord i bussen uden at blive kørt ned – fodgængere er nemlig også et jaget folkefærd i Rusland, det så vi flere eksempler på. Fra lufthavnen, som er en af 5 i Moskva, er der ca. 30 km. til byens centrum. Moskva har officielt ca. 13 millioner indbyggere, men uofficielt nok et par millioner mere. Det er regeringsbyen og en stor uddannelsesby, som også har 150 teatre. Den er omgivet af 4 ringgader, hvoraf den yderste er 101 kilometer lang. Den har gennem floder og søer forbindelse til 5 have. Trafikken på motorvejen er meget tæt, fordi mange er på vej tilbage til Moskva fra deres sommerhuse. Der er 10 procent af befolkningen, som har det rigtig godt, mens resten er fattige. De 10 procent har ikke sommerhuse, men sommer palæer, og spredningen i den sociale status ses også af, at der er meget stor variation i standarden af de biler vi ser. Der er alt fra gamle udslidte ladaer til Audi A6, lexux og limousiner. Der er for nylig blevet åbnet for, at man kan låne penge til at købe bil for, men renten er mellem 10 og 15 %. På turen gennem Moskva fortæller Irina om nogle af de steder vi kører forbi. Vi kører forbi det Olympiske stadion fra 1980, med tennisbaner (Kreml open spilles her), og Moskva ønsker at være vært for OL igen i 2012. Vi kører forbi mindesmærke for digteren Pusjkin på Pusjkinpladsen, Monumentet for Peter den Store, Bolsjojteateret, Hotel Metropol, Europas største børnebutik og meget mere.

Vasilij katedralen

Vasilij katedralen

Vi stoppede og gik en tur på Den Røde Plads (rød betyder smuk) med Leninmausolæet og Vasilij -Katedralen, som blev bestilt af Ivan den Grusomme og opført 1555 – 1561. Sagnet fortæller, at Ivan Den Grusomme lod arkitektens øjne stikke ud af frygt for at han skulle tegne noget større et andet sted. Foran Katedralen står en bronzestatue til minde om Moskvas befrielse fra Polakkerne i 1612. Vi passerer Gorkij parken, som er en stor forlystelsespark, og det officielle ur, som altid viser den korrekte tid. Vi kører også forbi Moskvas universitet, som blev bygget efter 2. verdenskrig, og hvis gange skulle være lige så lange som ækvator. Vi ser også Triumphbuen, som blev opført efter sejren over Napoleon, og som er inspireret af den franske Triumphbue, og ”Det Hvide Hus” , som er regeringsbygning.Vi er ude at gå på Ny Arbejdergaden, hvor souvenirsælgerne står på rad og række, og nogle fik sig en ny pelshue. På vejen til Restauranten, hvor vi skal spise vores middag, kører vi forbi det gamle universitet, som ligger ved Kreml. ( Kreml er ikke et bestemt sted, men en betegnelse for den inderste bymidte/byfæstning, og findes i mange byer).

Restaurant Jolki-Palki

Restaurant Jolki-Palki

Vi spiste middag på Restaurant Jolki – Palki bestående af salat som forret og lammekød som hovedret, før bussen kørte os til banegården, hvorfra vi tog nattoget til Sankt Petersborg. Vandringen langs toget til vores sovevogn, med kupeer med 4 køjer i hver, var en længere spadseretur, for der var hverken 4 eller 6 vogne på dette tog, som på intercitytoget fra Jylland til København, men snarere det 3- dobbelte. Irina og jeg valgte en pigekupé, som vi så håbede på at få lov til at have for os selv, mens ”drengene” fik de 2 øvrige kupéer. Vi må have været godt trætte, for der var nogle ting som forbigik vores opmærksomhed i nattens løb, som f.eks. en barvogn og en overkøje i ”drengenes” kupé, som ville slå af. Vi ankom til Sankt Petersborg ved 6 tiden om morgenen, og efter en nødtørftig vask og morgenmad i toget, kørte vi med minibus til Novgorod, en tur på et par hundrede kilometer. Da vi kommer uden for storbyen kan vi tydeligt mærke, at vejenes standard svarer til en mindre dansk bivej, selvom det er en hovedtrafikåre, og der køres stærk. Nu er det også slut med de store flotte arkitekttegnede bygninger. De huse som ligger langs vejen minder mest af alt om mindre, dårligt vedligeholdte danske sommerhuse eller kolonihavehuse. I mange af dem er der ikke indlagt vand, og toilettet er et hul i jorden udenfor. Rigtig mange af husene er træhuse, men de lidt større huse kan også være murede.

Hus på landet

Hus på landet

Der er ikke kønt, idet der ser meget rodet ud uden for husene. Vi gør holdt ved et motel på vejen, hvor vi kan strække benene og komme på toilettet. Et toiletbesøg koster typisk 10 rubler, hvilket svarer til ca. 2 danske kroner. For øvrigt skal Irina have stor ros for, at det lykkedes at finde civiliserede toiletter til os på hele turen. De ”rigtige” russiske toiletter nøjedes vi med at se på. Vi kører også forbi et brændende hus, som giver anledning til at stille Irina spørgsmål, om russiske forsikringsforhold. Kun de færreste almindelige russere har råd til at forsikre deres huse, så denne familie har med stor sandsynlighed mistet alt, og kan kun håbe på et mindre beløb til hjælp fra staten. Veliky Novgorod, eller Store Novgorod er en by med ca. 350.000 indbyggere beliggende ved Ilmen søen.

Udsigt over Ilmensøen

Udsigt over Ilmensøen

Det var tidligere et stort Industriområde, med fødevare-, tekstil- og metal- og elektronisk industri. Nu er der en stor kemisk virksomhed og mange arbejdsløse. Efter Perestrøjkaen opstod der her som mange andre steder, store problemer, idet mange virksomheder lukkede. Før lavede virksomhederne en enkelt del af et større projekt, og da der ikke var en samlet produktion førte det til mange lukkede virksomheder, mange arbejdsløse, og et deraf følgende alkoholproblem. Byen er præget af mange store betonbyggerier, som ikke er vedligeholdt, og mange af dem er da også hasteopført i 50’erne og 60’erne, som løsning for et stort boligproblem, der opstod i forbindelse med kampene under 2. verdenskrig. Blokkene er derfor bygget med meget små lejligheder (mange med et køkken på 8 kvadratmeter), og tanken var egentlig, at de skulle have været erstattet af noget bedre i løbet af 10 – 15 år, men de står der altså endnu, og det er stort set kun i Moskva, at renoveringen er begyndt. På Rundturen i og omkring Novgorod, får vi bistand af en lokal Guide, Nina. Byen er fra omkring år 900, og Ilmen søen er en af de største i Rusland, med sine ca. 200 kvadratkilometer, og 52 floder, som munder ud i den. Tidligere var den 30 meter dyb, men på grund af den store aflejring af materiale fra de mange floder, er dybden nu kun 10 meter, men den er stadig meget fiskerig. I og omkring Novgorod er der genopbygget 80 kirker og klostre efter 2. Verdenskrig. Kloster betyder på Russisk ” en menighed af ensomme mennesker”, og alle købmandsfamilier opbyggede deres egen kirke. Alle klostre og kirker blev lukket efter revolutionen i 1917, men I 1991 blev de velsignet og begyndte at virke igen. Frokosten fik vi på Restaurant Detinez, som ligger i Spasky Torn af Novgorods Kreml (ældgammel fæstning i Midten af Novgorod, der ligner Kreml i centrum af Moskva, men som er bygget tidligere). Derefter gik vi rundt i Kreml Novgorod, hvor vi så nogle af de mange kirker og Mindesmærket fra Ruslands 1000 år. (862 til 1862).

1000 års monumentet

1000 års monumentet

Det er et kæmpemonument i sten og bronze, som har figurer fra Ruslands historie, både regenter, kunstnere og militærfolk. Efter Rundturen kører vi tilbage til Sankt Petersborg, hvor vi spiser middag og overnatter på Hotel Oktober. Næste formiddag ser vi Kreml Sankt Petersborg og Vinterpaladset, og får mens vi står i kø ved indgangen spillet ”Der er et yndigt land” af det lille orkester, som står på pladsen, og spørger folk, hvor de kommer fra. Det er en helt fantastisk oplevelse. Der er et stort udsnit af Ruslands Historie og kunstmuseum i Eremitagen. Det indtryk af overflod, skønhed og håndværksmæssig ekspertise, som vi oplever der kan der skrives en hel bog om, men jeg vil kun sige, at får man chancen for at komme ind og se det, så skal man tage den. Det skal simpelthen opleves, og 2 timer er ingenting, det giver kun et overblik, men slet ikke tid til at gå i detaljen.

Vinterpaladset, parketgulv

Vinterpaladset, parketgulv

Billedet viser et lille udsnit af de meget smukke parketgulve. Vi spiser frokost på Restaurant Tjajkovskij, hvor Danebrog var stillet på bordet. Derefter er der en rundtur i Sankt Petersborg, som er Ruslands 2. største by med ca. 5 millioner indbyggere, og grundlagt af Zar Peter den Store. Byen er bygget i et sumpet område på over 2000 øer. Der er 52 floder, hvoraf Niva er den største med en bredde på op til 600 meter. Herefter kører vi de ca. 300 km. til Pskov, hvor vi ankommer kl. 21.45, og får middag på det hotel, som vi også skal overnatte på. Næste dag ser vi lidt på Pskov, som har 210.000 indbyggere, og officielt blev grundlagt i år 900. Pskov er navnet for den lyd, som det giver, når vandet bevæger sig. Byen er uddannelsessted for den vestlige del af landet, med mange fagskoler og pædagogisk universitet. Byen har status som Ruslands beskytter, var besat af tyskerne under 2. Verdenskrig. Den er omgivet af en ydre og en indre vold, og en fæstningsmur. Den oprindelige befolkning var af ungarsk afstamning, dernæst baltere og slaver. ( vi befinder os ikke så langt fra grænsen til de baltiske lande. Senere blev byen en del af Fyrstedømmet Moskva. Stalins udrensningsproces af folkefjender blev startet af en begivenhed her i byen. Pskov er transportknudepunkt til hele Rusland, og Estland og Letland. Vi ser Treenighedskatedralen i Kreml. Arkitekturen her er lidt strammere end det vi har set før, og her er typisk kun den midterste af kuplerne forgyldt. Tidligere var handicappede ikke anerkendte – officielt ikke eksisterende i Rusland, men i Pskov er der nu institutioner for handicappede og udviklingshæmmede. Direktøren for en af disse institutioner har i samarbejde med ASF Dansk Folkehjælp været på studietur til Danmark, og lige nu arbejdes der for, at få bystyret til at give de bedst af eleverne på disse institutioner almindelig skolegang med støtte. Nu er det nemlig sådan at der på de specielle institutioner kun tilbydes begrænset undervisning i 4 fag. Det har f.eks. vist sig, at eleverne faktisk var bedre end deres voksne undervisere til at lære og huske førstehjælpsundervisning, så deres hæmmede udvikling ligger måske mere i understimulation og manglende muligheder end i indlæringsmæssige besværligheder. Vi kører nu ca. 50 km. til Pechory-klosteret tæt på grænsen til de baltiske lande. Her er ingen adgang for piger uden tørklæde eller hat, og jeg må låne en nederdel, som kan nå 2 gange rundt om mig, fordi min jakke ikke er lang nok, til at skjule en tilstrækkelig del af mine ben. Som det måske ses af billedet, var det heller ikke varmt, omkring 5 graders varme.

Pechory-klosteret

Pechory-klosteret

Klosteret er grundlagt i det 15. århundrede af munke, som kom fra Kiev, og som startede med at bo i jordhuler. Murene omkring klosteret blev opført i det 16. århundrede, og da Ivan den Grusomme, hørte at murene var bygget som et begyndende oprør mod ham, tog han dertil og huggede hovedet af ” overfaderen”. Dette kloster ligger i et hul, hvilket er unormalt, da de fleste ligger på højdepunkter, hvor de er lettere at forsvare. I 1990’erne gav Boris Jeltzin tilskud til taget over murene, for at beskytte dem mod at blive ødelagt af vind og vejr. Dette er ikke normalt, da staten ikke under normale forhold giver tilskud til klostrene, de drives for indsamlede penge.

Pechory-klosteret

Pechory-klosteret

Noget andet som er specielt er, at det er klokkerne og ikke knebelen, som bevæger sig, når klokkerne ringer. På Skråningerne ligger paradisiske haver, hvor der dyrkes f.eks. vandmeloner. På pladsen foran Kirken er der en hellig kilde, som skulle give helbredende vand. Vi spiser frokost i byen, hvor klosteret ligger, Pechora, som har ca. 30.000 indbyggere.

Besøg på en kirkegård.

Besøg på en kirkegård.

Da vi kører derfra besøger vi lige en kirkegård. I de mindre byer er det almindeligst at afdøde begraves, mens kremering er mere almindeligt i de større byer. Der er både enkeltgrave og familiegravsteder. Mange gravsteder er der bænke på, og her sidder man og mindes sine afdøde slægtninge. På familiedage er det almindeligt, at man ter ud til gravstedet med madkurv og Vodka. Familierne skal selv holde gravstederne, det er ikke muligt at købe sig til dette, som det er herhjemme. Flertallet af blomsterne, vi ser på gravstederne er af plastik, da der har været mange problemer med, at levende blomster blev stjålet. Det er almindeligt, at kirkegårde ligger i udkanten af byerne i mindre skovbevoksninger. Vi fortsætter nu mod Opotjka. På vejen dertil ser vi store uopdyrkede arealer. Tidligere, da kollektiverne eksisterede, blev der opdyrket store arealer med byg, hvede, kartofler, gulerødder, hvidkål og rødbeder. Nu ligger store arealer uopdyrkede hen, afbrudt af små jordlodder, som opdyrkes, ofte med heste som trækdyr for vogn og plov. Det er svært for det Russiske folk, at vænne sig til det frie initiativ, og mange sætter sig passive hen uden selv at gå i gang. Der ses dog enkelte større marker med rundballer, som vi kender dem fra Danmark. Så kommer vi til Opotjka, som tydeligt er en fattig by, efter at officersskolen og en del fabrikker er lukkede. Byen har 2 skolehjem, et for forældreløse børn, og et for udviklingshæmmede børn. Derudover er der pædagogstudium og fagtekniske skoler. Fattigdommen viser sig med stor tydelighed, da vi kl. 17.15 ankommer til vort hotel. Det er forfaldent og slidt at se på. Vores værelse ligger på 3 sal, og der er 2 elevatorer, som aldrig har virket. Så vi må bruge trappen – heldigvis tæller russerne etager ligesom amerikanerne, så 1. etage, er den vi herhjemme ville have kaldt stueetagen.

Badeværelset på hotellet i Opotjka.

Badeværelset på hotellet i Opotjka.

Billedet ovenfor viser vores toilet og bad. Vi var heldige, vi havde et toiletbræt stående ved siden af toilettet, som vi kunne lægge på, når vi skulle bruge det, men låget til cisternen var der slet ikke. Der var ikke noget ophæng til bruseren, og vi var igen heldige, for vores værelse lå lige ved siden af det fælles bad på gangen, så vi havde som de eneste varmt vand i hanerne. Den ene side af gardinerne var hængt op med papirclips, og der manglede ca. 1-2 cm vinyl midt på gulvet. Der var ingen telefon på værelset, ingen sengelamper og det ene håndklæde, der var til hver, var på størrelse med et dansk gæstehåndklæde. Der er heller ikke nogen restaurant på hotellet, så vores middag og morgenmad indtager vi på en nærliggende restaurant, hvor standarden heldigvis er noget bedre, ellers ved jeg ikke om vi havde turdet spise der. Næste morgen kl. 9, mødes vi med Viceborgmesteren, som har ansvaret for det sociale område. Byen har ca. 15.000 indbyggere, og der er lidt færre på landet. Kommunen er opdelt i 13 distrikter. Under Sovjettiden havde man en del virksomheder, som bl.a. bearbejdede landbrugsprodukter, men de havde kun dele af produktionen, ingen af dem lavede et produkt helt færdigt. Disse overlevede ikke efter perestroikaen, og samtidig mistede man statstilskud til landbruget, så 1990’erne var virkelig hårde år for området, og Krisen kulminerede i 1998 og 1999. Krisen ramte især hårdt på de sociale områder, og lærere og læger fik deres løn 3 måneder forsinket eller slet ikke. Inflationen var på et tidspunkt på 300 %. Derfor var man også taknemmelige for at ASF Dansk Folkehjælp satte ind med hjælp, i starten med fødevarehjælp, hvilket der var hårdt brug for. Hospital, kulturhus og skoler er i forfærdelig stand, så man er taknemmelige for al den hjælp, man kan få. Man har selv brugt 1 million (200.000 kr.) rubler på at renovere skadestuen på hospitalet. Skattepolitikken i Rusland er pinlig. Skattelovene ændres hvert år, og hovedparten af skatten går til Pskov (amtet) eller Moskva (staten). Der er dog håb om, at Regeringen i Moskva har hørt kommunernes nødråb, og forbereder en ny skattelovgivning, som skal fordele skatterne anderledes, så der kommer mere til kommunerne. Transportskat (Vægtafgift) opkræves slet ikke. Kommunens årlige budget er på 90 millioner rubler, og ca. 70 % af dette går til det sociale område.

Hospitalsstue i Opotjka.

Hospitalsstue i Opotjka.

Så er vi på besøg på hospitalet, og billedet viser, hvordan en hospitalsstue ser ud, og det svarer meget godt, til den generelle standard.. Hospitalet har 210 sengepladser, og er fuldt belagt. Der er ansat 33 læger, men der burde være 66. Bygningerne er 110 år gamle, og slet ikke vedligeholdt. Ambulancen er et folkevognsrugbrød. Billedet til højre er fra toiletterne på hospitalet. Vi besøgte afdelingen for de mindre børn. Den 1. stue vi så bestod af 4 små glasbure, med jernbørnesenge, som dem vi brugte på hospitalerne herhjemme da jeg var barn i 60’erne – det var nok også dem, for de kommer fra Danmark. Det var stort set den plads, som børnene her havde, og de var ikke syge, de ventede på, at der blev plads til dem på et børnehjem, for deres forældre kunne ikke have dem. En mor er indlagt med sin lille søn, og på de følgende stuer er der indlagt lidt støre børn, 4 på hver stue.

Toilet på hospitalet i Opotjka.

Toilet på hospitalet i Opotjka.

Hospitalet er i den heldige situation, at de har varmt vand, betalt og installeret af ASF Dansk Folkehjælp. Lægeuddannelsen varer 6-8 år + 1 år i praktik. Hospitalet har røntgenudstyr, men ingen scannere. På den anden side af gaden drives en klinik, hvor folk kan komme ind fra gaden.

køkkenet på hospitalet i Opotjka.

køkkenet på hospitalet i Opotjka.

Fra hospitalets køkken, hvor vi ser ovnen og deres pande, som kommer fra Næstved sygehus, og også er skaffet og installeret af ASF Dansk Folkehjælp. Hvis vores sundhedsmyndigheder aflagde besøg der, ville der ikke blive udstedt påbud om forbedringer, det ville blive lukket straks, p.g.a. at det ikke kan holdes rent. Køkkenet ledes af en kok, som er uddannet på fagskole, og så er der ansat sygeplejerske, som har overbygningsuddannelse svarende til diætist. Efter Hospitalet besøgte vi Skolehjemmet for udviklingshæmmede børn. Hjemmet er fra 1938, og var først for døve og hørehæmmede børn, men nu for udviklingshæmmede. Der er 104 fastboende børn og 20 fra byen, alle mellem 7 og 18 år gamle. Børnene får tilbudt en begrænset boglig uddannelse, og meget tid bruges til forberedelse til en faguddannelse som snedker, syerske, maler eller ved landbruget. Der er ansat 40 lærere og 30 service medarbejdere. Om natten er der 2 pædagoger og 2 sygeplejersker på arbejde.

Skolehjemmet i Opotjka.

Skolehjemmet i Opotjka.

Dagen vi er på besøg, er en religiøs helligdag, en efterårsfest, som ligner vores høstfest, så skolen er pyntet op med de afgrøder, man har høstet. ASF Dansk Folkehjælp har også arbejdet en del på denne skole. Organisationen har blandt andet været medvirkende til, at man nu har opdelt børnene i ” familier”, så søskende hører til i samme familie. Skolen var noget skeptisk ved det i starten, men nu begynder man at se positive resultater af det. Hver ”familie” har deres egen dagligstue, hvor de samles efter skoletid. Her står også klædeskabet med deres tøj, da det ikke er plads til det i deres soverum. Pigerne har dog fået betydeligt bedre forhold, efter at der for midler, skaffet i Danmark er indkøbt nye Ikea- køjesenge, så drengene er meget misundelige.

Soverum på Skolehjemmet i Opotjka.

Soverum på Skolehjemmet i Opotjka.

Det tøj, som ikke kan være i skabet, opbevares på et lager i en anden bygning. Vi besøger en 3. klasse med 7 elever og en 4. klasse med 11 elever. Flere af børnene har søskende, hvilket sammen med andre ting, indikerer, at det måske er så som så med hvor udviklingshæmmede børnene er. Man kan få en mistanke om at flere af dem er understimulerede forældreløse børn i stedet. Dette kan også belyses ved, at en af pigerne har vundet en konkurrence med oplæsning af digte (80 sider). I konkurrencen deltog alle amtets skoler og gymnasier. Til trods for at hun vandt foran ” normale” børn, vil det offentlige ikke anerkende, at hun måske ville kunne klare sig i en almindelig skole, og dermed få væsentlig bedre fremtidsudsigter.

Gymnastiksalen på Skolehjemmet i Opotjka.

Gymnastiksalen på Skolehjemmet i Opotjka.

Gymnastiksalen er lille, ikke engang halvt så stor som en almindelig gymnastiksal på en folkeskole herhjemme, og der er stort set ingen redskaber. De få redskaber der er, er gaver eller hjemmelavede. Det kræver virkelig kreativitet at være gymnastiklærer her, også set i lyset af, at disse børn, i kraft af deres fysiske og sociale belastninger, har ekstra stort behov for fysisk aktivitet for at kunne modtage undervisning.

køkkenet på Skolehjemmet i Opotjka.

køkkenet på Skolehjemmet i Opotjka.

Køkkenet er uden de, moderne hjælpemidler vi kender fra vores hverdag. 2 ting, som står højt på ønskesedlen er en kartoffelskræller og en stor moser/pisker til at lave kartoffelmos. Nu foregår det med en stor træpind, som ligner mest en flad baseball kølle. Der er afsat 28 rubler (5,5 kr.) til hvert barn til mad, hvorfor man er meget afhængig af, at være selvforsynende med så meget som muligt. Elever og lærere dyrker derfor selv kartofler og grøntsager som kål, gulerødder, salat, agurker, tomater m.m. Derfor er de også meget glade for de maskiner, som ASF Dansk Folkehjælp har været med til at finansiere indkøbet af. Sidste skud på stammen er denne kartoffeloptager, som også kan bruges til snerydning. Nu er næste store ønske, en kartoffellægger.

Kartoffeloptager på Skolehjemmet i Opotjka.

Kartoffeloptager på Skolehjemmet i Opotjka.

Maskinerne er velholdte, og opbevares i aflåst maskinhus, så det er tydeligt, at det er noget, som der bliver passet godt på. Der er også et drivhus, som dog nu kun er et skelet, da plastikken er taget af for vinteren og pakket væk, så det er klar til igen at blive monteret til foråret. Vi ser også de øvrige værksteder.

Systuen på Skolehjemmet i Opotjka.

Systuen på Skolehjemmet i Opotjka.

Der er et sy-værksted, som ligger i samme hus som malerværkstedet og landbrugsundervisningen. Der er ingen udluftning, og det betyder, at uanset hvad der undervises i, så sidder børnene i en dunst af opløsningsmidler. Der er ikke ført centralvarme over til dette hus, så det opvarmes med 2 ovne. Centralvarmeanlægget kan godt trække dette hus også, men der mangler midler til at udføre rørlægningen. I et andet hus underviser en tidligere pilot i træarbejder, og hans interesse for fly skinner tydeligt igennem, i de mange træmodeller, som hænger i lokalet. Der bliver også lavet småmøbler og træskærerarbejder. Træværkstedet var på et tidspunkt så populært, at børnene hellere ville være der, end at forberede sig til deres næste time. Her ligger træ til tørre ved siden af ovnen. Det er træ, som stormene har væltet, og som derefter er indsamlet. Læreren tørrer så træet, så det kan anvendes til undervisningen. I det hele taget præger mangelen på materialer alle værksteder, sammen med mangelen på plads til opbevaring og bearbejdning af de materialer man har. F.eks. har systuen ikke noget klippebord, men de har heller ikke plads til det. Børnene, som får værkstedsundervisning, laver også mange reparationer og vedligeholdelsesarbejder på skolen.

Trædetoiletter på Skolehjemmet i Opotjka.

Trædetoiletter på Skolehjemmet i Opotjka.

Skolen har 2 yderpunkter i toiletfaciliteter. Der er det gamle russiske trædetoilet, og i den anden ende nyrenoverede toiletter, som er flottere end mit derhjemme fra 70’erne. Det er også noget der bliver vist frem med stolthed og glæde, og i modsætning til mange andre ting vi har set her i landet, er det velholdt og rent. Det fremstår næsten som ubrugt, hvilket det ikke er. Efter Frokost er der arrangeret lege i gymnastiksalen, og der er optræden af børn og lærere, ligesom de viser et lille modeshov med eksempler på deres designforslag til næste år. Man må virkelig imponeres over den entusiasme og kreativitet der udvises. Før vi forlader skolen, får vi alle en gave, hver sit billede, som børnene selv har lavet. Det er en blomsterdekoration lavet af birkebark, meget flot udført. Vi har også fået lov til at besøge en af byens fagtekniske skoler. Når man ser, hvilke undervisningsmuligheder, der ligger her, så forstår man bedre, hvorfor tingene i Rusland ser ud som de gør. Billederne viser malerværkstedet og maskinværkstedet, og der er absolut intet at gøre med, hverken af materialer eller værktøj.

Fagskole i Opotjka.

Fagskole i Opotjka.

Det meste af undervisningen er ren teori. Der gives en faglig og en almen undervisning til skolens 400 elever af 35 lærere, som er pædagoger og håndværkere. Eleverne er 1½ år på skolen, hvorefter mange af dem aftjener deres værnepligt, for så at komme i praktik på en virksomhed også i 1½ år. Det er svært at skaffe praktikpladser, ligesom der for de fleste kun er arbejde at få, ved at flytte til de større byer. Efter loven skal staten betale for uddannelsen, men i praksis laves der kontrakter med eleverne, så de betaler 300 rubler om året selv. De får 140 rubler om måneden i stipendium og de får mad på skolen. Der er 32 forældreløse børn på skolen, og de betaler ikke noget. De bor på et kollegium sammen med elever fra andre byer.

Fagskole i Opotjka - malerværktøj.

Fagskole i Opotjka – malerværktøj.

Fra Opotjka kører vi tilbage til Pskov, hvorfra vi skal med toget kl. 18 tilbage til Moskva. Igen i Sovekupé, da vi ankommer til Moskva kl. 06.20 næste morgen. Efter morgenmaden på Hotel Ukraine kørte vi med bus til Kreml Moskva, hvor vi fik en guidet rundvisning. Vi ser Arsenalet, som er det officielle sæde for den russiske præsident. Zar – kanonen, som er en af verdens største med en vægt på 40 tons, men som aldrig har løsnet et eneste skud. Vi er på Katedralpladsen, som er omgivet af Mariæ Himmelfarts-katedralen, Mariæ Kåbe-kirken, Facet-paladset og Ærkeengle-katedralen.

Besøg på Blagovest. Max Simonsens træ

Besøg på Blagovest.
Max Simonsens træ

Om eftermiddagen var vi på besøg på Center for Folkehjælp, Blagovest. Her startede vi med at få udleveret hver sin røde nellike, som vi satte ved Mindetræet for Max Simonsen. Derefter blev vi alle fotograferet på hovedtrappen, og fik mens vi drak en kop kaffe og te, fortalt lidt om Blagovest og deres arbejde. Efterfølgende var Blagovest vært ved en traditionel russisk middag bestående af tunge med peberrod og salat af tomat, agurk og gul peber. Dernæst borsch som er en rødbedesuppe der blev serveret med små hvidløgsbrød. Dertil kød i potte med låg af brød, og til dessert lagkage og kaffe. Drikkevarerne til maden var tranebærsaft og vodka. Der blev skålet meget, da det var vor sidst aften sammen. På russisk, kan man ikke skåle uden at holde en lille tale først, og den som udbringer skålen, drikker ud før de øvrige drikker.

Cirkus Balkan International

Cirkus Balkan International

Efter besøget her skulle vi i Cirkus, og tilbage derfra tog vi Metroen tilbage til hotellet. Næste morgen skulle vi flyve hjem, og vækkeurene blev stillet til ca. kl. 04.15 for at vi kunne nå flyet kl. 08.15. Det lykkedes os alle på nær en at holde styr på vores billetter, men det lille problem klarede Irina også, så mon ikke hun åndede lettet op, da vi alle var kommet gennem tjek-in, og hun kunne slippe os. Ventetiden i Lufthavnen blev brugt til en kop morgenkaffe, og for nogen en meget dyr cognac. Og så var vi pludselig tilbage i Kastrup, og vore veje skildtes. Det havde været en forrygende uge, som virkelig havde vist os at Rusland er modsætningernes land. Hvordan vi overlevede trafikken, står for nogen af os, som lidt af en gåde, men ingen af os er i tvivl om, at det er yderst relevant fortsat at yde al den hjælp, vi overhovedet kan til et folk, som har svære problemer med at komme fra sovjettidens diktatur til et demokratisk samfund, hvor markedsøkonomi og det frie initiativ tager tid at lære. Vi har også oplevet, at der bliver sat meget stor pris på den hjælp vi giver – det er ting der bliver værnet om og passet på. Jeg kan bestemt anbefale andre at deltage på en lignende tur, men man skal være forberedt på, at det både fysisk og psykisk er en hård tur. Personligt kunne jeg nent have haft en halv snes af de charmerende unger i kufferten hjem, og når vi tænker på de forhold, vore børn herhjemme har, gør det virkelig ondt i hjertet at efterlade børnene i deres hverdag derovre, og det er helt sikkert, at det varer lidt før jeg igen skal beklage mig over danske forhold, for har jeg været i tvivl før, så er jeg det ikke mere. Vi har det så godt i lille Danmark, og vi har så meget overflod og overskud at dele ud af.

Henning og Anni Staub
Grenaa Afdeling.

 

Kontaktadresse

 

Vagtfordeler:
299 199 64

Genbrugsbutik:
30 38 66 84

Kasserer:
29 91 48 44

CVR:
3084 2677

Medlemsområdet

Er du medlem, kan du logge ind på medlemsområdet her.

Medlemsnr.
Nøgle

Tilmelding til nyhedsbrev

Navn
Email

 

Gå til nyhedsbrevsarkivet

© 2019 Dansk Folkehjælp