Frivilligt arbejde hos Where Rainbows Meet

Jeg har haft mange forskellige oplevelser i forbindelse med mit frivillige arbejde hos Where Rainbows Meet. Chokerende, rørende og ikke mindst hjerteskærende oplevelser. Jeg vil i min beretning om mine 2 måneder hos Where rainbows Meet dykke ned i den afdeling af organisationen, hvor jeg lod et lille stykke af mit hjerte blive, nemlig den børnehave, jeg brugte mest af min tid hos.

Børnehaven bestod af ca. 40 børn i en alder af 2 til 8 år samlet i en lille bungalow blandt organisationens øvrige containere. Her havde to lokale drenge på 17 og 23 år ansvaret for børnene fra kl. 9 til 13 alle hverdage og så var der mig… Godt nok havde jeg arbejdet som pædagogmedhjælper i et år forinden, men min erfaring derfra var til ingen verdens nytte her. Jeg kunne gøre alt for at komme med ideer til stimulerende lege eller gode bogstavrim, så de kunne lære alfabetet, men mest af alt behøvede de kærlighed! Kærlighed fra mennesker, der havde kærlighed at give, når deres forældre ikke kunne.

 

 

I Sydafrika er det normalt at betale for en institutionsplads ligesom herhjemme, men i Where Rainbows Meet kan forældrene indskrive deres børn og afregne betalingen ved at deltage i ”forældrekurser” i stedet for penge. De forældre i Where Rainbows Meet, som jeg havde fornøjelsen af at møde, havde i den grad nytte af at deltage i disse kurser. Mange gange kom de ikke selv for at hente deres unger om eftermiddagen, fordi de enten var for berusede eller var høje på stoffer. Der kunne gå uger før mange af børnene fik et bad derhjemme, og nogle gange skulle vi ringe efter forældrene kl. 17, når vi lukkede, og børnene stadig ikke var hentet. Derudover var deres tøj langt fra rent, og mange led under vold i hjemmet.

Jeg kan huske, hvor varm jeg blev indeni, når børnene grinede og var søde ved hinanden, eller når de alle 40 stod og holdt hinanden i hænderne til en af de mange sanglege, som de elskede! Jeg kunne forstå på de andre frivillige og samtidig fornemme det på børnenes opførsel, at forældrene ikke brugte uendelig meget tid på at opdrage dem, og derfor var det så rørende at se, når børnene havde forståelse og var kærlige overfor hinanden.

Jeg brugte dagene i børnehaven på at lave kreative ting, læse højt, synge og danse. De skulle ”gøres skoleklare”, men med de få midler vi havde til rådighed, var det svært. Vi havde bamser, maling, bøger og masser af pap, papir og sakse. Men meget af det var slidt, og med tre voksne til 40 børn, var der også meget, vi ikke kunne bruge og fordybe os i. Det var svært at tage 5-6 børn fra til et projekt, når alle andre børn rendte rundt og var interesseret i at være med. Samtidig var det heller ikke forsvarligt at lade to unge drenge være alene med 40 børn. Der var mange ting, jeg gerne ville, men der var samtidig meget, der satte begrænsninger. Derfor var det vigtigste for mig at give de lokale frivillige nogle gode ideer til at udvikle børnene, men mest af alt at give børnene krammere og kærlighed, så de kunne føle sig elsket. Det har alle brug for.

 

Af Julie Rask Hansen

Arbejdede hos WRM i juni og juli 2011

Udgivet i Oplevelser fra WRM | Comments Off on Frivilligt arbejde hos Where Rainbows Meet

Budapest – et par tips til en rejseoplevelse

Af Carl-August Paulsen (2009)

Hvis man skulle løbe ind i nogle timer med regnvejr eller trænge til at se noget andet end Budapests flotte arkitektur og natur, og interesser man sig lidt for redningsberedskab, så er der her et par steder, man bør besøge.

B1Unde borgkomplekset er der over 100 større eller mindre huler. Følger man vejen væk fra pestsiden mod Buda-bjergene ved Fiskerbastionen, kommer man til nedgangen til et hospital som ligger inden i selve bjerget. Opførelsen startede i 1939 og hospitalet blev taget i brug i 1944. Det blev brugt af tyskernes til de forlod Budapest over hals og hoved ved krigens slutning. Historien er den, at den tyske kommandant over Ungarn, som også holdt til i hospitalet, gav ordre til at alle soldaterne skulle forlade borgkomplekset kl. 08.00 en morgen i 1945 og løbe ned mod Moszkav Tér, en plads ca. 500m derfra. Desværre havde russerne opfanget ordren. Da tyskerne nåede Moszkav Tér blev hovedparten af dem mejet ned af en voldsom maskingeværs ild.

Under den sovjetiske besættelse blev hospitalet lavet om til en atomsikker bunker, som stadig skulle funger som hospital i en krisesituation. Det kom hospitalet dog kun til under opstanden i 1956, hvor det tog sig af de mange ofre for de sovjetiske troppers voldsomme fremfærd. Midt i den megen elendighed blev der født 6 børn, og selvom hospitalet kun har haft åbnet siden 2008, har flere af dem besøgt deres fødested.

Hospitalet i bjerget åbnede i 2008. Indtil så sent som til 2002 var stedet Top Secret. Du kan kun se museet med en guid. Turen tager ca. 1 times tid, her kan du se et komplet operativt hospital a la 1944 og 1956. Museet har så mange ting fra 1956, at de kan sælge ud af effekterne, blandt andet kan du købe gasmasker og forbindingspakker.

Et andet spænde sted at besøge er museet for ambulance service. Stedet kan godt være lidt svær at finde, fordi det ligger inde i et hospital, men når du ser en masse ambulancer, er det stedet. Gå derefter hen til portneren, så finder han en som kan vise dig rundt. I mit tilfælde blev det en studerende. Ja, stedet er ikke just overrendt, det betyder så til gengæld, at de virkelig står på hovedet for at give dig en god rundvisning i museet, som er på størrelse med en stor lejlighed. Gør du så opmærksom på, at du selv gør lidt i førstehjælp i din fritid, er det lige før, du ikke får lov at gå igen.

Museet visser ambulanceberedskabet fra dengang, det forgik med hestevogn og til i dag en periode på over 120 år. Ikke mindst er hospitalet kendt for, at det var en læge herfra, som var den første som kom frem til Titanics forlis, han befandt sig på en af de første både, der nåede frem til damperen. Dette er de selvsagt meget stolte over.

Når man besøger museet, står det også klart, at vores beredskab måske ikke er så godt, som vore politikker gerne vil give os indtryk af. F.eks. har man i Budapest haft lægeambulancer i så lang tid, at navnet var lægehestevogn.

Læs mere på

  • www.mentok.hu
  • www.sziklakorhaz.hu
Udgivet i Historie | Comments Off on Budapest – et par tips til en rejseoplevelse

Saint 07 i Svendborg

Torsdag d. 6. August forlod jeg Århus for at deltage i det 5. Saint-Forum, som i anledning af ASF-Dansk Folkehjælps 100 års fødselsdag fandt sted i Danmark, nærmere bestemt Christiandsminde lidt uden for Svendborg. Et fantastisk dejligt sted, som er beliggende lige ned til vandet. Der var lidt over 300 deltager plus hjælper, og de lavede virkelig et rigtigt godt stykke arbejde.

Saint 1Hvad er Saint? Saint blev stiftet d. 11. august 1994 af ASF-Dansk Folkehjælp, ASBÖ fra Østrig, Hvide Kors fra Frankrig og ASB fra Tyskland og har til formål at styrke samarbejdet henover landegrænserne bl.a. i forbindelse med katastrofer, store samaritervagter, undervisning i førstehjælp og socialt arbejde. Organisationen tæller i dag 13 lande.

Følgende lande er kommet til: ASCR (Tjekkiet), ASSR (Slovakiet), Hvide Kors (Italien), LSB (Litauen), Norsk Folkehjælp (Norge), USB (Ungarn), RSA (Letland), SFOP (Polen), CCY (Ukraine). Du kan læse mere om Saint og medlemslandende på deres hjemmesider. På asf-aarhus.dk ligger der links til disse organisationer.

Jeg var kommet til Svendborg et døgn før Saint-Forum startede, for at lege turist i byen, men fra fredag d. 7. klokken to gik det løs. Fra kl. 14.00 til 14.45, var jeg inde og høre om erfaringerne fra Fodbold VM, som jo bekendt fandt sted i Tyskland sidste år. Til det projekt var ASB i Tyskland hyret til at stille med 2000 mand og 400 køretøjer, det var alt fra samaritter til læger, ASB skulle stille med. Førstehjælpsberedskabet blev kørt i samarbejde med Røde Kors, som dog havde lidt svært med at skaffe deres 400 køretøjer, men det problem blev løst. Samarbejde med Røde Kors var genstand for lidt bekymring fra ASB’s side, da man også i Tyskland har nogle intriger kørende, men de betænkeligheder blev gjort til skamme, og faktisk gik det så godt, at ASB håber, WM kan være med til at bedre samarbejdet i mellem vores organisationer.

Sainnt4Konkret tog foredraget udgangspunkt i Kaiserslautern, hvor lederen Thomas Weileman fortalte om deres erfaring. Det var ikke kun under dette oplæg, at det slog mig, hvor fikseret i mad forplejning organisationen er, når den er ude. Faktisk er der ligegyldigt, hvad ASB deltager i, bliver der lagt meget fokus på, at forplejning er 100 % i orden. Grunden til dette er, at det ellers vil tage for meget fokus fra den opgave, foreningen er sat til at løse, hvis redningsmandskabet har travlt med at spekulerer på forplejningen eller mangel på samme.

I Kaiserslautern var det ikke kun stadion, der skulle være vagt ved, men også ude i byen, da Fodbold WM ikke kun er en sportsbegivenhed men også en folkefest Vagtstederne befandt sig derfor rundt om i byen, nogle var bemandet med personale hele døgnet, andre til kl. 24.00. ASB brugte ca. 80 mand i 30 dage i Kaiserslautern for at løse opgaven. De 80 var så dem, der var på vagt om dagen. Men da de jo også skulle sove lidt, mener jeg, der var tilknyttet 200 mand i byen. I Kaiserslautern fik de hjælp til at løse opgaven af søsterorganisation fra Østrig. Man havde været spændt på at se, hvordan det ville gå med at implanterer ASÖB i ASB, men det var ikke noget problem. Det er allerede nu besluttet at ASB vil tage til Østrig og hjælpe til der under EM, så godt var samarbejdet gået.

Til sidst den første dag var jeg inde og høre om ambulanceberedskabet i Europa gennemgået af Gerald Fuhr bedømt ud fra uddannelsesniveauet i beredskabet. Der blev gennemgået 8 lande, her i blandt Danmark. Som jeg forstod det, er der grundlæggende to former for beredskab, et der er redderorienteret som her i landet, hvor den enkelte redder tager sig af akuthjælpen. Det andet er lægeorienteret, hvor redderne er lidt dårligere uddannet, men hvor der i de fleste tilfælde er læge/læger med ude til patienten, dette er måden man driver akutberedskab på i f.eks. Tyskland og Frankrig.

Danmark er noget usædvanlig, da vi er det eneste af de 13 medlemslande, der stort set har overladt akutberedskabet til et privat firma (Falck). Ud fra udannelsesniveauet lå de danske redder noget over middel.

Efter dette oplæg var dagens faglige program slut, og det var tid til at hente min værelsekammerat formanden fra region Midtjylland Michael fra toget. Vi havde lejet os ind i et lille hyggeligt sted i Skattergade i centrum af Svendborg til en fornuftig pris.

Klokken 9.00 om lørdagen fandt den officielle åbning sted. Først og fremmest talte præsidenten for Saint Dr. Friedhelm Bartels og Klaus Nørlem bl.a. om temaet: ” har ikke statslige organisationer en fremtid?” Som var temaet for dette 5. Saint-Forum. Bagefter kom Hammershøj fra beredskabet og holdt et spændende oplæg om deres arbejde.

Bagefter gik Michael og undertegnet lidt forkert, men det endte med at vi dumpede ind i et instruktørmøde, hvilket endeligt var heldigt nok, da Michael er instruktør i førstehjælp. Her fik vi gennemgået det nye materiale til skolerne Av-Av.Nu  plus internet siden af projektet. Av-Av.Nu er et spændende projekt, som er i 3 forskellige sværhedsgrader, så det kan bruges af alle klassetrin i folkeskolen. Jeg tro godt, vi kan forvente os meget af Av-Av.Nu.

Vi gik tilbage til konferencesalen og hørte et oplæg af Barbara Fruth, som havde været på udveksling i Litauen. Hun var udsendt af ASB til søsterorganisationen LSB i Litauen, som skulle stå for det praktiske i udvekslingslandet. Betingelsen for at komme af sted er, at man kan afsætter et ½ år og betale 600 euro i egenbetaling. Så skal man også være villig til at afsætte 14 dage til et forkursus, og nogle dage efter rejsen. Barbara som vel var en dame på omkring de 40, fortalte at selvom hun havde været udlands i forbindelse med sit studie for mange år siden, var det hårdt at være i Litauen, fordi der kun var ganske få, hun kunne snakke om sine indtryk igennem med på grund af sprogbarrieren. Hun havde også virkeligt set fattigdommen i landet, da hun havde sorteret tøj til de fattige i Litauen og været med til at dele det ud til dem. Hendes kontakt person i ASB Doris Siebolds var også med, hun fortalte bl.a. man var opmærksom på sprogproblemet, men også at man vil prøve andre udvekslingsmoddeler f.eks. at få Litauer til Tyskland. Så de frivillige kan få nogle erfaringer med hjem til Litauen fra Tyskland, dette er dog midlertidig strandet i det tyske arbejdsministeriums mangel på forståelse, som i praksis betyder, at det pt. er umuligt at få opholdstilladelse til frivillige i Tyskland. Der skal dog være en løsning på vej. Ikke mindst var det interessant set med ASF øjne, at ASB gerne vil åbne op for at sende frivillige ud fra andre medlemslande af Saint, her blev Danmark nævnt specifikt.

Nu var tiden kommet til at høre lidt omkring Saint-Contest, som fandt sted i Tyskland sidste år, næste år kommer det til at finde sted i Sydtyrol (Norditalien), hvor unge mennesker op til 26 år kan dyste i samaritergerningen. I den næste Saint-Contest vil man også arbejde meget på, at opbygge stævnet på en måde, så der reelt opstår bekendtskaber på tværs af landegrænserne. Dette kan bl.a. ske ved at lave konkurrencer med unge fra flere lande sammen, ligesom man overvejer at etablerer en ferielejr forud for Saint-Contest.

I Sydtyrol har man også lavet et spændende projekt med førstehjælp på mobiltelefonen, har du lyst til at se mere, så er der link til Sydtyrol på Århus afdelingens hjemmeside.

Vi sluttede med at høre lidt om, hvordan man greb førstehjælpsuddannelsen an udenfor vores grænse. Første halvdel af dette oplæg var måske lige teoretisk nok. Til sidst fik vi dog hørt om nogle erfaringer og set noget undervisningsmateriale fra ASB i Tyskland bl.a. nogle malebøger.

Saint 2På græsplænen foran hotellet havde Østrigerne slået sig ned med en del udstyr og biler samt deres besøgs- og redningshunde. Her kunne man også se et vandrensningsanlæg til katastrofer med en kapacitet på op til 400 l i timen, venteplads m.m. Vi må jo nok sande, både hvad uddannelse angår, og medlemstal høre ASF-Dansk Folkehjælp til blandt de små. Men selvom mange af vores søster organisationer indgår i det daglige beredskab i deres hjemlande, er det dejligt at se, at Saint både kan rumme de frivillige og professionelle, uden der bliver set ned på hinanden. Samt at det er en organisation, der både vil redningsarbejdet og det sociale arbejde, og ikke mindst at Saint er en organisation i vækst.

Om søndagen var det tid til årsmødet. Som intro til årsmødet holdt Erik Stubtoft et oplæg omkring hans bog om vores forening. Jeg har ikke fået læst den endnu, men den ser rigtig lovende ud og i skal nok få mulighed for at læse den. Erik vil gerne ud og fortælle om sit arbejde, det syntes vi jo lød som en god ide, så vi vil arbejde for at få ham til Jylland, arrangementet bliver nok på regionsplan.

Efter formalier kom vi i gang med et årsmøde som i sagens natur stod lidt i skyggen af Saint, der var ikke de store emner til afstemning. Vi fik først og fremmest en meget meget lang gennemgang af en handlingsplan. Selv om den var visioner, var det virkeligt svært at bevarer fokus under den noget langstrækket gennemgang af den.  Her kunne bestyrelsen med fordel have pillet hovedpunkterne ud, for det kan vel forudsættes, at de delegerede har læst det udsendte materiale inden årsmødet. Jeg vil give Bjarne fra Vejle ret i at handlingsplanen nok mere skal tages som ønsketækning end en handlingsplan, den rummer for meget til, at afdelingerne kan løftet alle ideerne. Omvendt kan den bruges til inspiration. Det gør eller ikke noget at tænke stort, og jeg er sikker på at nogle af forslagene nok skal blive ført ud i livet.

Vi havde en snak om ungdomsholdet, som nok trænger til en saltvandsindsprøjtning. Det var glædeligt at høre Thomas fortælle om de kriterier holdet skal køre under. De ligger nemlig meget op af vores opfattelse her i Århus, nemlig at ungdomsholdet skal være en støtte for afdelingerne. Selvfølgelig skal de da også have lov til at køre deres egne aktiviteter.

En af de lidt mere vigtige ændringer i lovene er, at kriterierne for delegerede bliver ændret, så afdelinger fra op til 49 medlemmer får en delegeret, afdelinger op til 100 får 2 delegerede og afdelinger over 100 får 3 delegerede. Da jeg gerne vil af sted igen til næste årsmøde stemte jeg for forslaget.

En anden vigtig ændring er, fremover skal man for at blive valgt til bestyrelsen indgive en skriftlig tilkendegivelse herom med begrundelse senest 2 måneder før Årsmødet. Det var et forslag, jeg stemte imod, fordi jeg mener, det er vigtigt for demokratiet, at man kan opstille en kandidat som markerer sig på årsmødet op til valg, men omvendt er det da også en god ting, at vi kan forholde os til kandidaterne ude i afdelingerne inden årsmødet.

Der var fra bestyrelsen side rejst forslag om en fælles kontingentfastsættelse og opkrævning, hvilket mødte en del modstand, det betyd, at forslaget blev trykket. Der er ingen tvivl om at en fælles opkrævning er fremtiden, omvendt så er tiden ikke moden til dette endnu, fordi en del medlemmer vil opfatte dette som et forsøg på topstyring. Jeg tror sådan et projekt skal være frivillig, så afdelingerne kan melde sig til, når stemningen er for det. Bliver kontingentfastsættelse og opkrævning så en succes, tror jeg hurtigt alle afdelingerne kommer med. Dette kan lade sig gøre i Socialdemokratiet, så kan det vel også lade sig gøre i ASF-Dansk Folkehjælp.

Bestyrelsen havde lavet nogle uddybelser i lovende omhandlende lokalkomitéer. Desværre var de ikke så godt gennemarbejdet.  Årsmødet opfordrede bestyrelsen til at trække forslaget og genfremsætte det på næste Årsmøde. En af deltagerne på mødet, havde lavet en detaljeret liste over behovet for rettelser. Desværre var bestyrelsen ikke særlig lydhør overfor dette forslag, det blev meget arrogant afvist af Åse, hvilket resulteret i at forslaget i den grad blev stemt ned. Forhåbentlig er bestyrelsen i ASF-Dansk Folkehjælp kommet til fornuft og genfremsætter forslaget noget mere genarbejdet på næste årsmøde.

Der kom et forslag om en fælles samariterdag på landsplan og en samariterdag på diverse ferielejre, hvor man kunne få en af de lokale samaritter ud på de enkelte lejre og afholde sådan en dag. Årsmødet kommentar var en undren over, at ingen havde fået den ide før, da den er så oplagt i en organisation som vores.

Saint 3Antallet af ambassadører skal efter planen ende på det dobbelte af, hvad ASF har nu. Der blev rejst kritik af den høje gennemsnits alder i ambassadørkorpset, hvis vi skal tiltrække unge mennesker, duer det ikke at gennemsnits alderen på disse mennesker ligger omkring pensionsalderen. Kritikken blev taget til efterretning.

Åse gik af som næstformand. Thomas blev valgt som ny, hvilket jeg syntes var det mest fornuftigt, da vi også skal til at tænke på et generationsskifte i ledelsen.

På årsmødet blev vi præsenteret for formanden for den første Grønlandske afdeling, og vi fik at vide den næste er på vej. Der er pt. planer om at lave et kvindehjem deroppe, men ellers er de i gang med diverse sociale projekter. Dejligt at se vi har fået en ASF afdeling deroppe, for der er et kæmpe behov socialt arbejde deroppe.

Afgående kasser Birgit Åmand blev velfortjent sammen med Børge-Erik fra Nord-Als udnævnt til æresmedlem.

Efter Årsmødet tog de fleste af os hjem efter nogle spændende dage, enkelte skulle over til jubilæumssjov i Tivolis koncertsal, den var stillet gratis til rådighed med personale for ASF-Dansk Folkehjælps jubilæumssjov. Det var en noget træt Michael og Carl der vente hjem efter nogle spændende dage.

Skrevet af Carl-August Paulsen

Udgivet i Historie | Comments Off on Saint 07 i Svendborg

Åbent hus på Storebælt

1997 blev året hvor Danmark blev kortere, da forbindelsen over Storebælt blev åbent. Kun 8 dage før det første godstog skulle køre gennem tunnelen under Storebælt, havde ASF-Dansk Folkehjælp sammen med 5 andre humanitære organisationer fået lov til at holde åbent hus i påsken 1997, det blev en kæmpe succes med ca. 100.000 besøgende og trafikpropper på op mod 12 km. De 4 dage arrangementet varede. Jeg var så heldig selv at være en af de 70 medlemmer fra organisationen, som var med. Det blev til følgende artikel i Folkehjælpsbladet.

I påsken blev der holdt åbent hus på Storebælt fra d. 27. – 30. marts. Vores afdeling havde 5 mand med til dette arrangement med over 100.000 besøgende.

Det skete i de dage, at vi blev jaget fra hus og hjem af en tusindtallige folkeskare, sådan vil dyrene på Sprogø nok mindes Påskens åbent hus arrangement. Over 100.000 mennesker fra ind og udland var mødt op for at tage den 6,6 km. Lange Vestbro fra Fyn til Sprogø i øjesyn, hvor man for første og eneste gang kunne betragte tunnelrøret og øens skønne natur. Sprogøs fredede natur med den berømte Sprogøfrø, som kun lever på øen, blev nemlig igen efter åbent hus totalt lukket område for befolkningen, ikke engang en rasteplads, vil der komme, når motorvejen bliver taget i brug.

Påskens åbent hus på Storebælt var arrangeret af ASF-Dansk Folkehjælp, Dansk Røde Kors, Caritas, Unicef, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet i fællesskab. Selvfølgelig var der ingen tvivl blandt hjælperne fra disse organisationer om, at de deltog i en historisk begivenhed, for det første på grund af bygningsværket størrelse, men også fordi det er første gang disse 6 humanitære organisationer har kunnet finde ud af at arbejde sammen om et projekt. Dette kan måske betyde at gammelt nag i fremtiden kan glemmes og energien herfra kan blive brugt på humanitært arbejde, som behovet jo just ikke bliver mindre for.

Fra Århus afdelingen deltog Pia Jensen, Rene Ljungberg, Jens Frandsen, Hans Christrup og undertegnet Carl-August Paulsen. Hans-Christrup og jeg tog til Odense onsdag middag, hvor holdet fra ASF-Dansk Folkehjælp var indkvarteret på Odense Vandrehjem. I Odense stødte Jens Frandsen til os, mens Pia Jensen og Rene Ljungberg mødte op direkte på broen torsdag morgen.

Allerede fra onsdag aften blev det klart, at det her ikke kun var hygge, men også hårdt arbejde. Informationsmødet vi skulle have haft klokken 17.00 måtte udsættes til klokken 20.00, da den faste stab fra forbundet mildt sagt var hængt op ude på Sprogø. Her var der nemlig store problemer med alt for megen blæst og alt for lidt strøm.

Klokken otte kom vi dog i gang med informationsmødet for de ca. 70 ASF’er, der var mødt op. Vi blev inddelt i grupper som f.eks. forsyningshold, transport, renovation, teknisk tjeneste osv. ASF-Dansk Folkehjælp skulle stå for alt det tekniske, men det viste sig senere at Røde Kors skulle have en ret kraftig hjælpende hånd i boderne, billetsalget og vagttjenesten, som var deres arbejdsområde.

Torsdag morgen gik jeg så i gang med mit job som bestod i at køre rundt og samle affald fra boderne og køre det i containerne både på Fyn og på Sprogø. Et job som umiddelbart ikke virker særligt spændende, men faktisk var det en god tjans, da jeg så hele området, og mødte en masse mennesker. Fra vores ture rundt fik vi en masse små oplevelser. Vi mødte bl.a. en flødebollesælger, der var meget sympatisk at snakke med, men havde lidt problemer med at styre sit affald. Jeg tror han selv havde lidt dårlig samvittighed over det, for alt i alt skal han nok have foræret renovationsholdet omkring 20 kasser flødeboller a 12 stk., som kom hele ASF’s hold til gode.

En anden sød historie var da jeg den sidste dag mødte en ældre herre i en af Røde Kors boder, som var sat til at sælge æbleskiver og forårsruller, det var ret tydeligt, at konen stod for madlavningen derhjemme. Første gang jeg mødte den ældre herre spurgte han mig, om jeg kunne hjælpe ham med at få oven til at virke, hvilket dog ikke lykkedes for os. Jeg mødte dog lidt senere en af vore elektriker, som jeg faldt i snak med, og da jeg kom i tanke om manden i Røde Kors boden, fik jeg elektrikeren til at tage derop og hjælpe ham. Da jeg lidt senere kom forbi boden, var den ældre herre glad, for nu virkede ovnen da. Der var dog lige et lille problem, manden viste ikke, hvordan man skulle varme æbleskiverne. Jeg viste ham, at det rent faktisk står bag på posen. Da jeg igen kom forbi boden for sidste gang, blev jag og det øvrig hold inviteret på forårsruller af en glad ældre mand, som nu kunne varme æbleskiver.

Der kom mange mennesker hver dag over 20.000 og da DSB kun ville indsætte 2 tog, som kunne klare mellem 8-10.000 mennesker, opstod der problemer. På grund af den hårde blæst torsdag og fredag var det de færreste som orkede at gå hjem i modvind fra Sprogø, hvilket resulterede i indsættelse af bus og taxaer. Dette var nødvendigt, da der på et tidspunkt torsdag var ved at gå panik i publikum.

Langfredag morgen var der cykelløb med mellem 5-6.000 deltager. Om lørdagen kunne man løbe ½ maraton eller 7,5 km (en dansk mil), også her deltog mellem 5-6.000 mennesker. Foruden de fysiske aktiviteter kunne man også nyde et hav af forskellige orkester, mens man nød en stille øl og pølse fra en af boderne, eller når man spiste sin medbragte mad.

Det var dyrene, som blev de helt store tabere ved åbent hus på Storebælt. Mange en måge, fasan og hare måtte lade livet, da folk havde svært ved at respektere såvel de permanente som midlertidige afspærringer, der var lavet af hensyn til dyrene. På et tidspunkt lørdag opdagede vi således ikke mindre end 20-30 personer i et område omkring en sø, hvor mennesker var forment al adgang, da søen er opholdssted for Sprogøfrøgen. Vi fik selvfølgelig hurtigt sat vagt på stedet.

Samme dag kom nogen mennesker hen til forsyningsvognene på Sprogø med en hare som havde fået stress. Da Røde Kors’ samaritter ikke ville tage sig af det stakkels kræ tog Solveig fra ASF-Dansk Folkehjælp sig af haren. Efter at have siddet med den rystende hare hele eftermiddagen kunne forsyningsholdet slippe den løs om aftenen, og se den løbe op mod Sprogøs fyr.

Skrevet af Carl-August Paulsen

Udgivet i Historie | Comments Off on Åbent hus på Storebælt

En god og heldig blanding af humanitært og socialt arbejde

Arbejdernes Samaritter Forbunds afdeling har i morgen 25 års jubilæum (tirsdag d. 3. januar 1961).

Hvem er mere forudbestemt til at lære førstehjælp end de, hvis gerning ligger sammen med maskinerne på arbejdspladserne! Er der nogen, der har brug for viden om, hvad der bør gøres i påkommende ulykkestilfælde, og hvad man ikke skal indlade sig på, må det da være arbejderne og håndværkerne. således har den tidligere læge Hilmar Fredericia, tidligere Århus, engang udtalt sig om nødvendigheden af oprettelse af en organisation af arbejdersamaritter.

I morgen kan Arbejdernes Samaritter Forbunds Århus Afdeling fejre sin 25 års dag og kan gøre det med ære, for afdelingen kan se tilbage på 25 år, hvor mange opgaver er blevet løst til gavn for arbejdets folk. Opgaverne der både har haft præg af egentlig førstehjælp og socialt forsorgsarbejde.

Da Arbejdernes Samaritter Forbund var blevet startet i 1933, gik der en bevægelse over hele landet, hvor lokal-afdelinger skød frem. Også Århus kom med i billedet, og den 3. januar 1936 holdtes der stiftende generalforsamling med 15 medlemmer, hvoriblandt var faderen til Fagenes Fest, elektriker Holger Lustrup, der havde meldt sig til det første kursus i førstehjælp. Af disse stiftere af Århus afdelingen er der i dag kun overpostbud A. Andersen tilbage, og han er stadig aktiv.

Stor interesse

Men arbejdet voksede sig efterhånden stærkt, og medlemstallet steg. I dag tæller afdelingen 300 medlemmer, hvoraf 150 er aktive, men der har været flere. Det var under krigen, hvor mange af byens borgere med de afskrækkende begivenheder inden på livet ville lære, hvordan de kunne hjælpe tilskadekomne, som der jo dengang var mange af. At interessen for samaritergerningen var stor dengang, vidner det om, når man ved en øvelse i den tidligere Gartnernes Auktionshal i Eckersbergsgade kunne samle 5000 tilskuer.

Aktiviteten under krigen gav sig også et synligt udtryk, der står endnu. I 1944 indviedes i Skæring feriehjemmet ”

Solbrinken

Solbrinken

”, som lige siden har været samlingspunktet for afdelingens medlemmer. Her kan børn, som ingen andre vil have – de glemte børn – få et dejligt 14 dages ferieophold gratis om sommeren i pragtfulde omgivelser. Århus-afdelingens initiativ på dette område har smittet af andre steder i landet til gavn og glæde for mange.

Men arbejdersamaritterne har været aktive på mange andre områder. Der er de såkaldte vandresenge, hvor enligstillede mødre eller familier, hvis hjem er blevet ramt af sygdom, ulykkestilfælde eller arbejdsløshed, vederlagsfrit kan låne babysenge med det nødvendige udstyr. Der har også været arrangeret hjælp til løsninger af flygtningeproblemer ude i verden.

Århus-afdelingen har holdt kurser for ungdommen og for chauffører, ligesom uddannelse af civilforsvarets medlemmer i den mest elementære førstehjælp også har påhvilet afdelingen. Derudover kommer så vagttjenesten ved store sportsbegivenheder og i det hele taget ved lejligheder, hvor mange er forsamlet.

Seks formænd

Blegdammen

Blegdammen

Igennem de 25 år har afdelingen haft seks formænd. Maskinarbejder Chr. Petersen var den første, og derefter fulgte murermester Jakob Petersen, Skæring, Tage Poulsen, Bernhard Nielsen, Johannes Rasmussen og den nuværende Sven Van, som så oplever jubilæet fra sygesengen. I de første år holdt samaritterne til på Ringkøbingvej, så flyttede man til Blegdammen, og nu har man til huse på Kystvejen 31

Hjemløse igen

Men det er kun til 1. april, siger næstformand Richard Hviid, så er vi hjemløse igen. Den ejendom, vi har lokaler i, skal rives ned, og derfor er det vor store jubilæumsønske at få tag over hovedet. Hele afdelingens beståen er afhængig af, at der er gode lokaler. Vi samler nemlig mange unge til dygtiggørelsesaftener. Det er et meget værdigfuldt arbejde, som ikke må gå i stykker på grund af lokalemangel.

Man må så håbe, at Arbejdernes Samaritter Forbund i Århus må få nye lokaler, så arbejdet under mottoet ”Hjælp os at hjælpe andre” må kunne forsætte mange år endnu. Der er stadig behov for det.

I anledning af jubilæet holdes der den 7. januar en reception kl. 14.30, og om aftenen kl. 19.30 en fest for afdelingens medlemmer i Folkets Hus.

Artiklen er fra Demokraten mandag d. 2. januar 1961 og Skrevet af B-b.

Udgivet i Historie | Comments Off on En god og heldig blanding af humanitært og socialt arbejde