Mine oplevelser i Where Rainbows Meet – Den gang og nu! Af Maria Riis Andersen

Den første dag ved Where Rainbows Meet var i 2010. Den gang var WRM kun en lille organisation, men den er blevet større og større og består i dag af en lang container hvor computer rummet er, en bungalow hvor køkkenet er, to bungalower hvor der bl.a. er klasseværelse og et kontor. Der er to flytbare huse hvor børnehaven og sydamerne hører til. Det er dermed vokset fra to containere, en hvor der var kontor og en med børnehaven, til seks ”bygninger”. Dermed er der endnu bedre grobund for hele projektet og for at børn og unge kan udvikle sig!

Børnene som har gået i børnehaven, vender altid tilbage til aftercare programmet, dvs. de kommer når de har fået fri fra skole. De elsker at være her i disse trygge omgivelser, hvor der findes inspirerende personligheder, fx andre frivillige og lærerne på stedet, og fordi de får lidt mad eller en snack at gå hjem på. De får her lov til at danse og synge, og drømme sig væk fra den virkelige verden, der gemmer sig ude på gaden.
Daycare og Aftercare programmerne, samt Generation For Change(GFC), medvirker til at børnene bliver holdt væk fra gaden og væk fra kriminaliteten som foregår omkring dem. GFC var faktisk det første program, og bestod kun af unge fra området, Michael og Mymoena. Disse mennesker, med store hjerter, satte sig for at ændre dette samfund og gøre det til et bedre og mere sikkert sted at opholde sig. Men der er desværre ikke kapacitet til at få alle gadebørn ind i børnehaven og væk fra kriminaliteten.

Jeg har personligt ikke selv oplevet noget kriminalitet. Men jeg har set kvinder der kommer forslået med deres børn, jeg har set børn der var blevet så indelukkede, at de ingen gang ville smile, og havde diverse sår på deres små kroppe. Jeg har hørt om diverse voldtægter, tyverier, brande osv. i området.
Men det som denne organisation har som hovedproblem, er alkohol og misbrugs ofre, og deres familier. Alle børnene i børnehaven har en eller to forældre, som er misbruger og/eller selv er blevet misbrugt. Derfor er det eneste de ønsker kærlighed og opmærksomhed. Hver dag jeg møder i børnehaven bliver jeg mødt med ”Hi teacher Maria”, små søde smil og kram. Det er sådan en glæde at komme i børnehaven, også selvom de kan være fuldstændig ustyrlige. Men ligeså snart man får lært deres navne og får lært at hejse stemmen rigtigt, har man dem i ens hulehånd. De finder hurtigt respekten for en, fordi de ved man intet ondt vil dem og kun har kærlighed og varme til dem.

Denne gang skulle jeg og min medrejsende kollega Anna, forsøge at lave et projekt hvor vi fik aktiveret kvinderne på projektet, de lokale kvinder og ikke mindst aftercare børnene og fodbolddrengene. Vi er begge uddannede fysioterapeuter, og var på dette tidspunkt på vores sidste semester af uddannelsen.
Det første Mymoena sagde, var, at hun syntes sydamerne, var blevet for dovne og for tykke, og at fodbolddrengene ingen gang vidste hvordan, man skulle løbe efter bolden. Selvfølgelig skal alt tages med et gran salt, men det skulle vise sig at kvinderne skulle blive en rigtig udfordring for os. Vi lærte hurtigt at vi ikke skulle komme og spørge om de havde tid/lyst til at ”træne”, for så blev vi mødt med ”njaah – behøver vi…” og ingen form for motivation. Så det vi endte med at lave de første par gange, kunne man ikke engang kalde træning. Vi besluttede os for bare at få dem op af stolene og ryste deres læmmer og strække deres kroppe. Dog fik vi meget positiv feedback på det dagene efter. For pludselig var rygsmerterne forsvundet og de følte de lettere kunne bevæge sig. Hvilket resulterede i en vild entusiasme fra nogle – rigtig god oplevelse både personligt og fagligt!
Vi satte projekter i gang som ”Crazy Springboks” og ”Jumping Jacks”, som var aktivering af daycare og aftercare børnene, planen er at disse skal fastholdes som en del af det daglige program og skal etableres som et fast inventar af WRM Educare! Prøv at tænk hvis vi kunne gøre denne børnehave og organisation berømt for deres fysiske aktiviteter som en del af deres programmer og som en del af deres ideal? – For dette er tydeligvis et budskab som skal spredes i hele Sydafrika! Deres sundhedsfremmende niveau er næsten lig nul! Især på disse kanter, da de ikke kan se sig ud over hverdagens andre problemer og udfordringer. Men prøv og forestil dig hvis vi kunne ændre det syn, et syn hvor de har ondt af dem selv, til et syn hvor de selv tager ansvar for deres kroppe og deres livsstil – hvem ved, måske det kunne ende med at de forlod dette sted og fik sig en bedre fremtid og livskvalitet.
Men dette er bare drømme og ideer. Drømme og ideer som man får når man møder et sådant samfund, hvor selv det mindste smil kan gøre en forskel.
Man kan måske argumentere for at det at være frivillig i et sådant samfund er selvfisk og egoistisk, da man kommer og går og måske ikke får fulgt alle projekter til dørs, og måske gør det for den selvtilfredshedsfølelse det giver.
Men undervurder ikke – aldrig – hvor meget din tilstedeværelse og vilje til at gøre en forskel, rent faktisk gør en forskel. Det frø du planter med det smil, den opmuntrende kommentar eller med en ide/projekt, kan spire inde i et barn eller et ungt menneske, og hvem ved om den næste frivillige hælder lidt vand på det frø og får det til at blomstre endnu mere.

Det er derfor Where Rainbows Meet er det, det er i dag! Det er pga. alle de mange frø der spirer og nogle blomstre og vokser sig større og større. Tænk hvad det ikke kan blive til?

 

Skrevet af Maria Riis Andersen, Frivillig Where Rainbows Meet, Danmark.

“A character is when somebody does something for people whom he knows can do nothing for him!” Unknown

… © …