De første samariter

Det første samariterkursus i Danmark blev holdt i 1907 på initiativ af dameafdelingen i Dansk Røde Kors. Kurset blev holdt i Gl. lægeforenings boliger i København. Allerede under dette første kursus luftede Fr. Hagengaard ideen om samaritter på arbejdspladserne. Dette forslag faldt for at sige det mildt ikke i særlig god jord. Senere i året 1907 skete der dog en alvorlig arbejdsulykke, som kom til at sætte skub i tingene. Under ombygningen af Cirkusbygningen pga. af en brand, skete der en støre ulykke. Nogle stilladser brasede sammen. En del arbejdere blev hårdt såret. Førstehjælp på stedet ville have været af stor betydning, da de hestetrukne ambulancer var op mod 2 timer om at nå frem. Fr. Hagengaard begyndte igen at tage ideen med en særlig arbejdersamaritterorganisation op. Han kontaktede Røde Kors for at få dette projekt i gang, men med korpslæge Arendrup i spidsen, mente de ikke det var en opgave for Røde Kors at lave arbejdersamaritterkurser. Røde Kors foretrak at samaritterne skulle høre under den danske hær som hjælpemandskab.

Røde Kors lod dog ikke tanken om en særlig indsats på arbejdspladserne ligge særligt længe. Enden af det blev, at korpslæge Arendrup indkaldte til et møde, hvor man skulle drøfte spørgsmålet: ”øvelse på arbejdspladsen”. Mødet blev holdt d. 28. juni 1907 i afholdehjemmet i Rantzasgade, København. Det blev en meget stærk debat imellem Arendrup og Hagengaard om betingelserne for særlig organisation for arbejdersamaritter. Flertallet var imod. Arendrup foreslog, at man ved et senere møde skulle forsætte diskussionen og stoppede mødet. Fr. Hagengaard Ville dog ikke give sig, og han bad de af deltagerne i mødet, der delte hans mening om at blive, 28 blev. Disse 28 personer dannede Arbejdernes Samarit Forening Af 1907 d. 31. juli. Desværre meldte kun 14 sig ind, men den første selvstændig samaritterorganisation i Norden var dannet.

Det var svært at få de første førstehjælpskurser op at stå. Af de læger man talte med for at få dem til at undervise på samariterkurserne, sagde de fleste blankt nej eller forlangte et urimeligt højt honorar, som ikke kunne betales af organisationens slunken kasse. Til sidst fik man dog fat i en yngre læge ved navn Hilmer J. Fredericia. Han var interesseret, og prisen på 7 kr. pr. aften var til at betale. Så hermed var Dr. Fredericia blevet kursusleder.

Undervisning i Århus

Nu startede man med at agitere for det ny kursus. Dr. Fredericia udarbejdede bl.a. en plakat, som blev slået op på en del arbejdspladser. Torsdag d. 16. januar 1908 fandt foreningens første kursus sted. Alt var primitivt, der fandtes således kun en lærebog i et eksemklar, som var håndskrevet af Dr. Fredericia selv.

Dr. Fredericia var dog kun med i 2 sæsoner, da han flyttede til Århus for at åbne praksis i Guldsmedgade. Dr. Fredericia blev kendt i byen for at være de fattiges læge, for hvem han gjorde et kæmpe stykke arbejde, for at disse mennesker skulle komme igennem deres sygdom så smertefrit som muligt.

Ved siden af arbejdet i praksisen blev der tid til at involvere sig dybt i de samfundsmæssige problemer, og Dr. Fredericia blev kendt for at være en meget dygtig organisator.

Under den spanske syge i tyverne organiserede han den allerførste husmoderafløsningsordning i Danmark.

I 1937 blev Dr. Fredericia valgt til at lede hygiejneudvalget. Han kom også til at medvirke ved gennemførelsen af sundhedsordningen og børne- og svangerskabsundersøgelser.

Under besættelsen måtte Dr. Fredericia og hans kone, der rent faktisk var aktiv samarit i ASF, gå under jorden, og flygte til Sverige. Derover startede han Frit Danmarks lægegruppe.

Dr. Fredericia var stifter af ungdomsklubben Mejlen. Denne klub udnævnte ham senere til æresmedlem.

Hilmar virkede som læge i 4 år på Færøerne, 4 år i København og ikke mindst 45 år i Århus, hvor han blev ved med at have kontakt til vores organisation. Efter endt lægegerning flyttede dr. Hilmer Fredericia til Gentofte, hvor han ved årsskiftet 1962-63 døde i en alder af 86 år.

Omkring 1950 blev Dr. Hilmer Fridericia bedt om at fortælle lidt om de første kurser til bøgerne “Arbejderbeskyttelse og samaritergerning i Danmark”.

– ja, hvordan gik det til?

Jeg husker det ikke så mange år efter, og jeg aner ikke, hvorfor man henvendte sig just til mig, der på det tidspunkt (1908) var kanske ukendt kandidat på kommunehospitalet (i København).

Men da man kom og forelagde mig spørgsmålet, om jeg ville være lære ved et kusus for Arbejdersamariter, forekom tanken mig så indlysende rigtig, at jeg øjeblikkelig slog til.

Hvem skulle være mere forudbestemt til at lære ”førstehjælp” end de, hvis gerning lå sammen med maskiner på arbejdspladserne! Var der nogen, der havde brug for viden om, hvad man ikke skulle indlade sig på – måtte det da være arbejderne og håndværkerne.

Og jeg fortrød det ikke. Jeg havde 2 udmærkede ”sæsoner” (1908-09) med Arbejdernes Samariterforbund, hvor mine elever ganske naturligt var særlige lydhøre og interesserede, fordi de på forhånd var klar over den risiko, de levede under til daglig og havde problemerne lige for øje.

Andre forhold gjorde, at jeg måtte forlægge residensen til Århus efter de 2 sæsoners forløb, ellers var jeg nok vedblevet med dette arbejde.

Det fik dog et synligt resultat, nemlig en lille kort oversigt over samariterarbejdet, som jeg kaldte: ”Husk”. Den kom på Schønbergske forlag – og blev vist aldrig solgt, så den har vel ikke været så meget værd. Men i hvert fald husker jeg den, fordi det var det første jeg fik udgivet.

Jeg mindes endnu de 2 sæsoner i Arbejdernes Samariterforbund med stor glæde og tror, at de hjalp med til at bringe mig selv ind på livet af arbejdernes daglige problemer.

Og så gav de mig en erindring, som jeg endnu 41 år efter ganske klart kan føle, det var i februar. Min mor lå for døden netop en af mine samariteraftener, og da jeg havde holdt den teoretiske forelæsning, hvormed jeg altid indledte vore aftner, bad jeg deltagerne undskylde, at jeg trak mig tilbage og overlod den praktiske del til mine hjælpere. Idet jeg meddelte grunden rejste alle deltagerne sig og stod tavse, mens jeg forlod salen. Det gjorde et indtryk på mig af instinktiv medleven i min sorg,, som endnu lokker tårerne op i mine øjne, og som jeg næppe vil have oplevet i andre samfundslag.

Skrevet af Carl-August Paulsen