EVACS 2004

Der er gået næsten 2 år siden lægen fra en af vores faste samarbejdspartner Århus 1900 kontaktede ASF-Dansk folkehjælp Århus afdeling for at få hjælp til afviklingen af et stort atletikstævne. Afdelingen var hurtige til at sige ja, dermed havde vi meldt os til det største stævne af denne art nogensinde i Danmark nemlig  EVACS 2004 (Veteran EM i atletik for 35 år og opefter), som blev afholdt for 14. gang. Stævnet var så stort, at vi udover benyttelsen af Århus Stadion var nød til, at bruge nabobyens (Randers) stadion, for at råde over nok idrætsanlæg af international klasse. Atletikstævnet varede fra 22. juli til og med 1. august. Der var lige knap 4000 deltager heraf ca. 950 fra Tyskland alene, men ellers fra hele Europa endda så langt væk fra som Rusland. Det blev til ca. 9000 starter. De mange deltager skulle også have et sted at sove, allerede 4. januar var der 8.600 reservation på sammenlagt 17.000 overnatninger, dette tal steg til et sted mellem 40.000 og 50.000 overnatninger, så ingen tvivl om EVACS 2004 har været en rigtig god forretning for byens hoteller og vandrehjem.

Det var en lidt anderledes måde, at vi havde bygget vagtstedet op på end sædvanlige. Normalt plejer vi jo at klare tingene selv, nogen gange med en læge tilknyttet, som vi kan trække på efter behov. Det var da også i den forbindelse nemlig fra 1900-staffetten, at vi kendte manden, som skulle lede lægetjenesten. Det er et krav fra EVACS’ side, at der skal være en læge tilstede på stadionet, når der er konkurrence. Så vi havde et vagtsted på henholdsvis Randers og Århus stadion bestående af en læge (som var den formelle leder af vagten), en sygeplejerske og omkring 4 samaritter. I alt deltog 4 hjælper, 12 læger, 8 sygeplejersker og 14 samaritter fra Århus afd. i bemandingen af vagtstedet. Vi er faktisk lidt stolte af, at vi kunne bemande de 991 vagttimer med folk fra vores egen afdeling. I anledning af de mange udenlandske deltager, var vi døbt om til at hede medical team, for at folk kunne kende os, bar vi røde kasketter med tilhørende sorte T-shirt . Vi havde ikke forventet, at dette samarbejde ville give nogen problemer, alligevel syntes vi det gik overraskende godt, og især når der tages i betragtning, at der var læger og sygeplejersker fra et lille sygehus som Grindsted til et stort som Skejby, fra offentlig til privat praksis, og af dem var der kun en enkelt læge, som havde arbejdet sammen med ASF-Dansk Folkehjælps samaritter før. Der var lige en enkelt sygeplejerske, som skulle have at vide, at det ikke duede at give en forstuvede ankel 5 isposer med i bagagen, så vil vi godt nok hurtigt løbe tør for dem. Det kan i den forbindelse nævnes, at det er en rigtig god ide til et stævne af denne størrelse at have adgang til en ismaskine, vi kunne heldigvis trække på teams Danmarks, som stod næsten lige ved siden af vagttelte i Århus. Vi fandt da også ud af, at isen sagtens kunne holde sig nedkølet i en kølertaske et døgns tid. Så vi lavede isposer bestående af en frostpose med isflager i den helt store stil.

Når et stævne varer ti dage, og der er næsten 4000 deltager, vil der selvfølgelig komme en del skader. Dog var det ikke vores indtryk, at der var væsentlige flere skader ved de lidt ældre udgave af aktive idræts udøver, end hvis det havde været unge deltager. Vi kom op på lidt over 200 skader, hvor langt de fleste var små forstuvninger, krampe, forstrækniger, fiberspræninger, sårskader, smerter og en del som skulle have lidt hjælp til at få luften efter maratonløbet.

Desværre fik vi mulighed for at prøve vores beredskab af i en af de værst tænkelige situationer, man kan komme ud for, den næstsidste dag i stævnet og min sidste. Klokken var lidt over ni på Århus Stadion, lægestjernsten havde lige fået hældt morgenkaffen op. Ude på stadionet var 800 m finalen i gang for mænd fra 75 til 80 år i gang. En af løberne, en 76 årig tysker, faldt om med hjertestop. Allerede efter 10 sekunder var vi i gang med hjertemassagen. Efter kun 7 minutter var læge- og den almindelige ambulance til stede. Der blev kæmpet hårdt med den stakkels mand, og efter 24 minutters intensiv behandling på stedet, kunne vi godt se på de blikke de 3 læger sendte hinanden, at de var ved at kaste håndklædet i ringen. Der blev dog prøvet en enkelt gang mere med hjertestarteren, hvor den vist fik alt, hvad den kunne trække. Til alles store overraskelse kom der puls. Derefter gav lægen fra lægeambulancen besked på at få ham hurtigt på en båre og køre til Skejby Sygehus, vi havde en samarit med i lægeambulancen, som tog sig af konen under de barske forløb, og hun kan godt bekræfte, at det blev en køretur af de lidt mere spændende. Manden overlevede dog og blev i løbet af ugen sendt med fly hjem til Tyskland. Det står lidt uklart, hvor meget skade tyskeren tog, men bare det at vågne op efter 24 minutters hjertestop burde jo ikke kunne lade sig gøre, så vi må håbe, han kommer sig nogenlunde igen.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg var glad for, at der var 2 læger til stede fra starten af forløbet, så vores rolle blev lidt mere sekundær, end hvis vi kun havde været samaritter til stede til at yde førstehjælp. De 3 læger tog sig af genoplivningen, sygeplejersken  og 3 samaritter  hjalp med kunstig åndedræt (i starten af forløbet), drop, sørgede for at ambulancerne kunne komme ind og ud, og så var der heldigvis mulighed for at afsætte en samarit til at tage sig af konen til patienten. Officials dannede spontant en mur mod publikum, så tyskerne kunne behandles uden at blive udstillet alt for meget. Efter samråd med den tyske delegation blev stævnet genoptaget efter en pause på 30 minutter, så der var mulighed for lige at få snakket om forløbet. En sådan oplevelse  kommer de færreste sig over på en halv time, så er det lige meget, om man er læge, sygeplejerske eller samarit, vi har i alt faldt fundet ud af, hvor vigtigt det er, at få sådan hændelser snakket ordentligt igennem. Omvendt så fandt os tre som deltog i genoplivningen også ud af, at vi kan holde hovedet koldt, når det virkelig brænder på. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl, at skulle vi komme ud for noget lignende i fremtiden, så kan vi også løse den opgave selv som samaritter.

Stævnet var en stor succes. Det fik rigtigt meget ros for organisation bag EVACS og deltagerne, så nu håber vi på, at få veteran VM til byen i 2009. Mulighederne skulle være gode især, hvis Århus Kommune vil udbygge Viby Stadion til international klasse, så afvikling ikke behøves at ske i 2 byer, som var det eneste lille kritikpunkt, jeg hørte om stævnet.

Sportsligt havde Århus 1900, den største klub bag stævnet, også noget at glæde sig over blandt andet tog Gitte Karlshøj guld i 800 m, 1.500 m, 5.000 m, 10.000 m og så vandt hun vist også maratondistancen. Selv om Joachim B. Olesen ikke var gammel nok til at deltage, kiggede han også forbi, så folk ved selvsyn kunne se, at han var kommet sig over sin skade og klar til OL i Athen, og efter som han fik bronze ved legene, gik det jo ham også meget godt siden hen.

Alt i alt må 2004 siges at have været et rigtigt godt atletik år for Århus. For os som var med til EVACS 2004, er det en oplevelse, som vi aldrig vil glemme, så nu går vi i Århus Afdelingen allerede og drømmer om veteran VM og måske engang det ”rigtige” EM og VM, det vil da være for stort.

Skrevet af Carl-August Paulsen